Opdateret

Biden modstår kritik og glæder sig til at fortsætte kampagne

Joe Biden glæder sig til at komme tilbage på "kampagnesporet" efter isolation grundet smitte med covid-19.

Det var sent onsdag aften dansk tid, at Det Hvide Hus meldte ud, at Biden var testet positiv for covid-19. (Arkivfoto). Jacquelyn Martin/Ritzau Scanpix

USA's præsident, Joe Biden, glæder sig til i næste uge at vende tilbage til sin valgkampagne, efter at han er blevet ramt af covid-19.

Det siger han i en udtalelse ifølge mediet BBC.

Præsidenten ser frem til "at komme tilbage på kampagnesporet", lyder det.

- Der er meget på spil, og valget står klart. Sammen vil vi vinde, siger Biden.

Udtalelsen lader ifølge BBC også til at være et svar på den seneste tids kritik af Bidens egnethed som kandidat og på den brede diskussion om, hvorvidt han kommer til at trække sig.

I løbet af de sidste uger er presset på Biden taget til.

Samlet set har over 30 demokratiske medlemmer af Kongressen opfordret Biden til ikke at genopstille - heriblandt fire senatorer.

Nyhedsbureauet Reuters har samtidig, på baggrund af kilder i Demokraterne, beskrevet, hvordan flere indsamlinger til Bidens kampagne angiveligt er blevet sat på pause, og at donorer har truet med at trække deres penge ud af hans kampagne.

Det fik vicepræsidenten, Kamala Harris, til fredag at arrangere et hastemøde med partiets tungeste donorer for at forsikre dem om, at partiet vil vinde valget 5. november.

- Vi ved, hvilken kandidat i det her valg der sætter det amerikanske folk først: Vores præsident, Joe Biden, sagde hun.

Det var sent onsdag aften dansk tid, at Det Hvide Hus meldte ud, at Biden er testet positiv for covid-19. Han har milde symptomer, lød det, og har siden været i isolation i sit hjem i Delaware.

Her er han fortsat med at udføre sine arbejdsopgaver.

Biden har flere gange afvist at trække sig. Senest fremgår det af en udtalelse fra hans kampagnehold fredag.

- Han er med i det her løb, og han er med i det for at vinde det, lyder det ifølge BBC.

Han har dog tilføjet, at han vil overveje sit kandidatur, hvis en læge fortæller ham, at hans helbred kræver det.

/ritzau/