Medie: Russiske specialstyrker trængte ind på norsk ø – og de pralede af det på Instagram

Russiske soldater gik i land på norsk territorium under en militærøvelse, hævder et norsk medie. Det afviser Norges efterretningstjeneste. Men afslørende opslag på de sociale medier vækker ny undren.

Digital kortlægning viser, at russiske specialstyrker kan have opholdt sig ulovligt på den norske øgruppe Svalbard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tore Meek / Ritzau Scanpix

Der gælder få, men klare regler på den arktiske øgruppe Svalbard. For det første er øerne under norsk overhøjhed. For det andet er al militær aktivitet i området strengt forbudt.

Derfor vakte det opsigt, da et norsk medie for nylig hævdede, at væbnede russiske styrker i september i dyb hemmelighed havde blæst på begge dele under en stor militærøvelse. Forlydenderne blev siden afvist af den norske efterretningstjeneste.

Men nu kaster oplysninger fra en overraskende kant nyt lys over den opsigtsvækkende sag. Ifølge en digital kortlægning kan russiske specialstyrker have opholdt sig ulovligt på den norske øgruppe flere gange tidligere, lyder det fra den uafhængige russiske avis Novaja Gaseta.

Den russiske avis Novaya Gazeta har kortlagt billeder på de sociale medier af russiske soldater, der tilsyneladende opholder sig på den norske øgruppe Svalbard. I dette tilfælde poserer en soldat med våben og i kampuniform, hvilket er forbudt, hvis personen opholder sig på den demilitariserede øgruppe. Datoen er 20. januar 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: Screendump fra Instagram. Brugt med tilladelse fra Novaya Gazeta..

Oppositionsavisen har publiceret en række opslag fra blandt andet Instagram, hvor tilsyneladende russiske soldater optræder med våben og i uniform forskellige steder på Svalbard. Opslagene er efterfølgende blevet fjernet.

En kopi af et opslag fra januar i år viser en russisk elitesoldat i kampudrustning og med automatvåben på et billede, der tilsyneladende er taget i hovedbyen på Svalbard, Longyearbyen.

Et andet billede fra 2018 viser en soldat i en uniform fra de russiske faldskærmstropper, der står foran en lastbil i lufthavnen i Svalbard.

En alvorlig udfordring for Norge

Svalbard er i henhold til en international traktat et demilitariseret område, og væbnede styrker må ikke opholde sig på øgruppen, forklarer Kristian Søby Kristensen, seniorforsker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet.

»Det er Norges ansvar at hævde suverænitet og sikre den fortsatte demilitarisering af Svalbard. Så enhver krænkelse udgør en alvorlig udfordring for Norge,« siger Kristian Søby Kristensen.

»Svalbard Lufthavn,« står der bag en person i uniform fra de russiske faldskærmstropper. Fold sammen
Læs mere
Foto: Screendump fra Instagram. Brugt med tilladelse fra Novaja Gaseta..

Ifølge seniorforskeren bestyrker billederne umiddelbart sidste uges rapporter om mulige krænkelser af norsk territorium. Han understreger dog, at det er muligt at manipulere med den såkaldte geotagging på de sociale medier.

Sagen begyndte at rulle i sidste uge, da det norske nichemedie om forsvarspolitik, Aldrimer.no, beskrev, hvordan taktiske russiske specialstyrker skulle være gået i land på Svalbard under en militærøvelse i august og september. De skulle have placeret overvågningsudstyr og gennemført spionageoperationer på det norske fastland.

Tilsyneladende bekendte til en gruppe russiske elitesoldater fra Tjetjenien drøfter, hvor gruppen opholder sig. De er »i Norge«, lyder det. »Hvad lavede de der?« spørger en anden. De var »på tjenesterejse«, lyder svaret. »Forstået«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Screendump fra Instagram. Brugt med tilladelse fra Novaya Gazeta..

Ifølge mediet blev historien bekræftet af efterretningskilder fra fire NATO-lande. Landsætningen skete angiveligt med brug af en russisk specialubåd af typen P-650, der er designet til denne type operationer.

Den russiske operation blev blandt andet afsløret af luftfoto fra amerikanske rekognosceringsfly af typen U-2S Dragon Lady og RC-135V Rivet Joint, skriver Aldrimer.no.

Hverken de norske efterretningstjenester eller det norske forsvar har dog bekræftet en mulig indtrængen på norsk territorium.

»Vi har ingen information i retning af påstandene i denne artikel,« oplyste kommunikationschef i Norges militære efterretningstjeneste, E-tjenesten, mandag til NRK.

Samme afvisende melding lød fra det norske forsvar.

Samtidig påpegede kritikere, at den norske artikel ramte belejligt ned midt i vigtige budgetforhandlinger om det norske forsvar. Også det russiske udenrigsministerium har afvist rapporterne som fejlagtige og »en provokation«.

Der er dog ingen tvivl om, at Svalbard er blevet genstand for stigende spændinger i takt med stormagternes oprustning i Arktis de senere år. Den særlige traktat, øgruppen er underlagt, giver Norge overhøjhed over området, men tillader en række lande – herunder Rusland – at udvinde råstoffer og bedrive forskning.

I 2015 ankom en russisk topembedsmand mistænkt for medansvar for den russiske militæroperation i Ukraine uanmeldt til Svalbard, hvilket udløste en mindre diplomatisk skandale. Tidligere er ubevæbnede russiske tropper også mellemlandet på Svalbard.

Tjetjenske elitesoldater på tjenesterejse

Selv hvis det bekræftes endegyldigt, at bevæbnede russiske soldater har opholdt sig på Svalbard, er det stadig en politisk afvejning, om der kommer en norsk reaktion i fuld offentlighed, mener Kristian Søby Kristensen fra Center for Militære Studier.

»Enten skal man puste sig op, eller også skal man tage den bag lukkede døre. Hvis man anerkender dette her offentligt, vil man blive drevet til at svare igen på en måde, som man ikke mener er hensigtsmæssig,« siger seniorforskeren.

Det er ikke første gang, at russiske soldater har efterladt digitale fodaftryk på sociale medier under militæroperationer. Under konflikter i Syrien og Ukraine dokumenterede russiske soldater i flere tilfælde operationer, som den russiske regering havde forsøgt at hemmeligholde.

Ifølge Novaja Gaseta stammer opslagene fra Svalbard fra den enhed af de russiske specialstyrker, der har base i delrepublikken Tjetjenien under den Putin-loyale leder Ramsan Kadyrov. Enheden blev også indsat under konflikten i Ukraine.

Opslagene fra Svalbard strækker sig ifølge Novaja Gaseta fra 2016 til januar i år. En kommentar under et af billederne skriver brugeren »bes_600«, at gruppen tog til Norge »på tjenesterejse«. En anden bruger svarer med en emoji af en spændt overarm.