En af Libyens største menneske- og brændstofsmuglere er sat ud af spillet. Fahmi Salim Musa Bin Khalifa, kendt som »smuglerkongen,« er arresteret af en specialstyrke under det libyske indenrigsministerium.
Det skriver den libyske avis Libya Herald.
»Han betragtes som en af de største smuglere på Middelhavet og ejer egne transportmidler. Han er også aktiv, når det handler om at sende dødsbåde ud fra de (libyske) kyster ved Zuwara og Sabratha,« siger Abdelrauf Kara, der er leder af specialstyrken kendt under forkortelsen Rada.
Kystbyerne Zuwara og Sabratha er de vigtigste udskibningssteder for migranter og flygtninge i Libyen.
Ifølge de libyske myndigheder har den nu tilbageholdte smuglerkonge brugt nogle af sine indtægter til at købe ejendom i Malta og Tyrkiet, og i Libyen er han i gang med at opføre en »turist-landsby« langs kysten ved byen Zuwara.
Den libyske specialstyrke oplyser endvidere, at den har flere andre involverede i sigtekornet.
Godt nyt for EUs regeringer
Arrestationen af den libyske smuglerkonge er godt nyt for de europæiske regeringer, der med næb og klør forsøger at få standset strømmen af overvejende afrikanske migranter, der bruger Libyen som transitland.
Den gode nyhed kommer på et tidspunkt, hvor EU og ikke mindst Italien, der står for modtagelsen af de de mange migranter og flygtninge kan glæde sig over markant fald i antallet af overfyldt migrant- og flygtningebåde på Middelhavet i de seneste to måneder.
En væsenligt del af forklaringen på dette fald er, at den EU-støttede libyske kystvagt er blevet oprustet og er begyndt at vende bådene med migranter og flygtninge om og sende dem tilbage til Libyen