Island bliver alligevel ikke testlaboratorium for vaccineproducent – falder på grund af sin egen succes

Island forsøgte at overbevise Pfizer om at få flere vaccinedoser mod at agere testlaboratorium for vaccineproducenten. Men den plan lykkedes ikke – Island klarer sig for godt.

Island har uden held forsøgt at overbevise Pfizer om at få flere vaccinedoser mod at agere testlaboratorium for vaccineproducenten. Jeremie Richard/AFP/Ritzau Scanpix

Island havde ellers store forhåbninger. De ville være det nye Israel, når det gælder antallet af coronavacciner.

Men sådan skulle det ikke blive. Pfizer har afvist, at Island kan blive et nyt, stort testlaboratorium.

Forklaringen er simpel nok: Island har for få coronatilfælde.

»Vi er ofre for vores egen succes,« siger neurolog og biogenetiker samt direktør for virksomheden deCODE genetic Kári Stefánsson efter dialog med Pfizer til Iceland Review.

Island var ellers i forhandlinger med Pfizer om at modtage tilpas mange doser af medicinalproducenternes vacciner, udviklet af BioNTech, til at kunne vaccinere hele den islandske befolkning, som vi tidligere har beskrevet i Berlingske.

Forhandlingerne indebar, at Pfizer ville fremskynde leverancen af den efterspurgte vaccine til vulkanøen, mod at Island til gengæld ville fungere som ét stort feltstudium for producenten.

Med en befolkning på lidt flere end 360.000 indbyggere, sin isolerede ø-status og med et velfungerende og topmoderne sundhedssystem var Island på mange måder det perfekte laboratorium for Pfizer. Men det lave antal af smittede ender altså med at betyde, at forsøget ikke bliver til noget, da det ikke vurderes at kunne bidrage med tilstrækkelig ny viden.

Island har samlet haft 6.026 bekræftede tilfælde og 29 dødsfald ifølge oplysninger fra Johns Hopkins University.

Kari Stefansson, islandsk neurolog og biogenetiker samt direktør for virksomheden deCODE genetics, har kortlagt stort set hele den islandske befolknings arvemasse, hvilket gør det lille ø-samfund særlig interessant for vaccineproducenter. Halldor Kolbeins/AFP/Ritzau Scanpix

Island var i spil, da landet – takket være Kári Stefánsson – har kortlagt over halvdelen af alle islændinges arvemasse, hvormed en hel befolknings arvemasse stort set er kortlagt.

Det vil i så fald have givet Pfizer en detaljeret indsigt i, hvordan vaccinen virker på forskellige befolkningsgrupper med forskellig biologisk baggrund, hvilket vil være uvurderlig viden i selskabets bestræbelser på at brede vaccinen ud til resten af verden.

Uformelle aftaler

Den endelige afgørelse kommer ikke som en overraskelse for Kári Stefánsson. Derfor vil Island heller ikke forsøge at indgå lignende samarbejder med andre vaccinefabrikker.

»Vi kan ikke retfærdiggøre at opfordre folk til at sende vacciner til Island foran andre, hvis vi ikke kan foretage en anstændig undersøgelse,« siger han.

Sundhedsminister Svandís Svavarsdóttir udtaler, at Pfizer-forhandlingerne altid har været uformelle. Hun var derfor forberedt på, at en mulig aftale kunne ryge i vasken.

Således indgik et testforsøg med Pfizer heller ikke i regeringens coronahandlingsplan.

Danmark forsøgte at lave lignende aftale

De danske sundhedsmyndigheder forsøgte også at få en aftale i stand med Pfizer – men ligeså uden held.

»De danske sundhedsdata har jo en kvalitet, der svarer til de islandske. Så vi talte med Pfizer og foreslog som argument for at sende flere vacciner til Danmark, at de kunne lave real-world evidence på både effekt og bivirkninger,« sagde Henrik Ullum, direktør for Statens Serum Institut, til Jyllands-Posten i midten af januar.

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger, som kilder bekræftede over for Berlingske, fandt et møde sted 31. december mellem en repræsentant fra Pfizer og de danske sundhedsmyndigheder i skikkelse af Henrik Ullum og Thomas Senderovitz, Lægemiddelstyrelsens direktør.

De danske sundhedsmyndigheder luftede ved den lejlighed muligheden for at få flere Pfizer-doser mod at dokumentere effekten af vaccinen til medicinalvirksomheden.

Ifølge Henrik Ullum har Pfizer ikke givet »nogen som helst indikation af, at Pfizer skulle være interesseret eller se muligheder for et samarbejde«.