Der er kun halvandet år mellem de to billeder, men en verden til forskel. På det første vender Matteo Salvini i bar overkrop plader på et stranddiskotek. Humøret er i top, stimuleret af rekordhøje meningsmålinger og muligvis også et par mojitos.
Et par dage senere afliver han regeringssamarbejdet med Femstjernebevægelsen og beder, med et ordvalg inspireret af den fascistiske diktator Benito Mussolini, vælgerne om pieni poteri (den fulde magt) til at gennemføre et højrenationalt regimeskifte i Italien.
På det andet billede, taget i lørdags, er det svært at få øje på den revolutionære strandløve fra august 2020.
Lederen af det højrenationale parti Lega har netop forladt et møde med Italiens efter al sandsynlighed kommende premierminister, Mario Draghi. På vej ud af parlamentsbygningen, med en vindjakke uden på habitten, stikker han tøvende to tommelfingre i vejret.
Kort forinden har Salvini på et pressemøde forklaret, at Lega vil deltage i den tidligere europæiske centralbankchefs regering »uden betingelser«, fordi »landets ve og vel for øjeblikket er vigtigere end personlige og partimæssige interesser«.
209.000.000.000 euro
Hvad er der sket? Hvorfor kaster den højrenationale leder, der indtil for få år siden ofte bar T-shirts med påskriften »Basta euro«, sig pludselig i armene på manden, der reddede den fælles mønt?
Hvad er der blevet af den Salvini, der skålede for Brexit, og som forud for europaparlamentsvalget 2019 ville erobre Bruxelles for »muge ud efter Merkel og Macron«?
Svarene er mange og komplekse. Nogle handler om taktik og indenrigspolitik. Andre har at gøre med storpolitiske klimaforandringer, hvis konsekvenser også kan spores hos højrenationale partier i andre sydeuropæiske lande.
Men den vigtigste grund til Salvinis kovending er et svimlende beløb, mener den italienske historiker Steven Forti: De 209.000.000.000 euro, som Italien står til at modtage fra EUs historiske genopretningsfond.
»Midlerne får afgørende betydning fem-ti år ud i fremtiden. Derfor vil alle gerne sidde med ved bordet, når det besluttes, hvordan de skal bruges. Det forklarer, hvorfor ikke kun Salvini, men også Femstjernebevægelsen, nu støtter Draghi,« forklarer Steven Forti.
Trukket offside af pandemien
Samtidig har Salvini, når det handler om euroen og »Italexit«, allerede et stykke tid været på tilbagetog, påpeger historikeren, der er ekspert i Europas nye højrenationale partier og medforfatter til bogen »Patriotas Indignados«.
Da han forud for europaparlamentsvalget i 2019 sammen med Marine Le Pen stillede sig i spidsen for en alliance, der også omfattede Dansk Folkeparti, var målet at erobre magten i EUs institutioner, ikke at nedbryde den.
»Jeg tror ikke, at hverken Salvini eller Le Pen er sprunget ud som EU-tilhængere. De har bare forstået, at euroskepsis i hvert fald for øjeblikket ikke gavner deres chancer for at erobre magten, fordi spillereglerne især i løbet af det seneste års tid er radikalt forandret,« vurderer Steven Forti.
Først og fremmest har de højrenationale partier haft svært ved at manøvrere i pandemiens mere eller mindre permanente undtagelsestilstand.
»I forhold til mærkesager som grænsekontrol og lov og orden har de stået i en situation, hvor også liberaldemokratiske regeringer pludselig opfører sig ret autoritært,« forklarer en anden af Italiens yngre historikere, Paolo Mossetti, i et interview med webmediet CTXT.
Behovet for at kæmpe sig ud af den »offsideposition« er endnu et argument for Salvini til at gå ind i det nye regeringssamarbejde.
Trumps exit sætter grænser
Som om det ikke alt sammen var nok, har også Donald Trumps dramatiske exit fra Det Hvide Hus sendt et klart signal om, at det højrenationale »window of opportunity« i hvert fald for en tid er smækket i.
Hverken Salvini eller for den sags skyld Le Pen har ganske vist haft et særligt tæt forhold til den nu tidligere amerikanske præsident på grund af deres suspekte økonomiske forbindelser til Vladimir Putins Rusland.
Men et USA, der under Joseph Biden i hvert fald på det institutionelle niveau igen opfører sig forudsigeligt og prioriterer samarbejdet på tværs af Atlanten, sætter også i de europæiske lande grænser for den højrenationale dagsorden.
Betyder det, at det politiske tidehverv, der har domineret den vestlige verden siden Brexit er slut? Er Salvinis omfavnelse af Draghi det første tegn på, at Lega og andre højrenationale partier har opgivet rebelrollen for at blive »stuerene«?
Pandemiens sociale bombe
Steven Forti minder om, at Salvini, allerede inden den italienske regeringskrise brød ud, havde sendt sin indflydelsesrige næstkommanderende, Giancarlo Giorgetti, på charmeoffensiv i Tyskland.
Her forsøgte han at overbevise ledende CDU-politikere om, at Lega ikke – længere – er et ekstremt parti men en langt mere nyttig samarbejdspartner for de tyske kristendemokrater i Europa end Silvio Berlusconis hensygnende Forza Italia.
»Salvini er et eksempel på, hvordan de højrenationale partier forsøger at køre sig i stilling i en ny tid. De har ikke nødvendigvis opgivet deres ideer om mærkesager som migration, værdipolitik og nationalstaten, men de agerer mere pragmatisk og med større realisme,« siger Steven Forti.
Men der er ingen garanti for, at den kompromissøgende kurs er kommet for at blive, understreger den italienske historiker. Dertil er fremtidsudsigterne alt for usikre.
»De europæiske regeringer har indtil nu forhindret pandemiens sociale bombe i at eksplodere med subventioner. Men hvis arbejdsløshed og social nød for alvor breder sig i løbet af året, vil det være fristende for de højrenationale partier at stille sig i spidsen for vreden og frustrationen,« siger Steven Forti.
I så fald kan Matteo Salvini hurtigt være tilbage på strandbaren i sine bermudashorts, bevæbnet med mojitos og Mussolini-citater.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
