»Mario Draghi er verdensklasse. En Cristiano Ronaldo, som vi ikke har råd til at lade sidde på bænken,« mener Giancarlo Giorgetti, nr. to i det højrenationale parti Lega.
»Som italiener reddede han euroen, som europæer vil han nu redde Italien,« lyder det fra den tidligere socialdemokratiske premierminister Matteo Renzi.
Skudsmålene fra to vidt forskellige sider af Italiens komplekse politiske landskab fortæller alt om forventningerne til den tidligere chef for Den Europæiske Centralbank (ECB), som onsdag påtog sig opgaven med at danne en ny regering.
Fra Bruxelles har kommissionsformand Ursula von der Leyen ligeledes rost »Super Mario«, som Draghi kaldes i folkemunde.
Og rentespændet mellem tyske og italienske obligationer faldt torsdag til sit laveste niveau i fem år ved udsigten til, at han nu efter al sandsynlighed skal styre det forgældede sydeuropæiske land gennem coronakrisen.
Alt tyder således på, at præsident Sergio Mattarella gør ret i at sende Draghi på banen, så Italien kan komme i gang med at forberede sit forslag til, hvordan landet vil bruge de godt 200 milliarder euro fra EUs genopretningsfond.
Også som en velfortjent lærestreg til de folkevalgte politikere, der fremprovokerede en regeringskrise på det værst tænkelige tidspunkt, og som har vist sig ude af stand til at løse den selv.
Men at sætte en bankmand, som ingen har stemt på, til at styre Italien gennem den værste krise siden Anden Verdenskrig er – Draghis kvaliteter ufortalt – samtidig en radikal og potentielt risikabel udvej.
»En antipolitisk fabrik«
Draghi bliver ganske vist langt fra Italiens første såkaldt »teknokratiske« premierminister, hvis det, som alt tyder på, lykkes ham at samle et parlamentarisk flertal bag sig de kommende dage.
Senest tog den tidligere EU-kommissær Mario Monti i 2011 over, da Silvio Berlusconi midt under finanskrisen og efter kraftigt internationalt pres fra blandt andet EU måtte træde tilbage.
Monti gennemførte uden nåde den opstramning – heriblandt en ekstremt upopulær pensionsreform – som »Il Cavaliere« havde vægret sig ved.
Det reddede formentlig Italien fra at dumpe ned i en økonomisk afgrund, men havde samtidig enorme politiske omkostninger, påpeger historikeren Giaime Pala.
»Den seneste teknokratregering efterlod en Grillo-bande (den uforudsigelige protestbevægelse M5S, der blev Italiens største parti ved valget i 2018, red.), en massebevægelse på den yderste højrefløj (Lega + postfacisterne Fratelli d'Italia. red.) og et udmattet land,« skriver Pala på Twitter og tilføjer:
»Problemet er ikke Draghi men ideen om, at man bedst løser en politisk krise uden politikere. En teknokratregering er en fabrik, der fremstiller antipolitik og populisme.«
Konspirationsteorier florerer
I første omgang har udpegelsen af Draghi, allerede inden han er kommet i gang med at regere, sat gang i diverse konspirationsteorier.
Ikke blot på de sociale medier men også i de traditionelle florerer spekulationer om, at det er i poteri forti (de stærke kræfter = den dybe stat) som i ledtog med »direktoratet« i Bruxelles, Berlin og Paris nu vil have skovlen under Italien.
I den forbindelse har Matteo Renzi, der udløste krisen, da han trak sit lille midterparti fra regeringen, fungeret som agent provocateur, lyder en af teorierne. Med posten som generalsekretær for NATO som modydelse.
Renzi har ganske vist kritiseret en af de angivelige deltagere i konspirationen – den italienske arbejdsgiverforening – for ukritisk at støtte den hidtidige premierminister Giuseppe Conte.
Og skal man tro la Repubblica, har den største bekymring i Berlin i forbindelse med regeringskrisen været et nyvalg, der med stor sandsynlighed ville bringe Lega-lederen, Matteo Salvini, til magten, hvorfor man har bakket op om Conte.
»Draghi = søn af trojkaen = betalt af den dybe stat – rentespænd = angreb mod Italien,« lyder teksten i dette tweet, der opsummerer konspirationsteorierne mod den tidligere ECB-chef.
Vink med en vognstang til Spanien
Også mere ædruelige iagttagere som Enric Juliana, medredaktør for den spanske avis La Vanguardia, ser imidlertid Draghis indtog på scenen som et klart signal. Ikke mindst til EUs øvrige sydeuropæiske problembørn.
I Madrid regerer socialdemokraten Pedro Sánchez i koalition med det venstreorienterede protestparti Podemos og støtte fra blandt andre catalanske separatister.
Folk som hans partikammerat, tidligere premierminister Felipe González, har længe argumenteret for Podemos med flere skal holdes udenfor indflydelse.
»Draghi vil blive et ikon for de kræfter, som sukker efter en national samlingsregering eller en koalition mellem PSOE (socialdemokrater) og PP (konservative),« skriver Juliana på Twitter.
Alt efter – naturligvis – om den tidligere centralbankchef lykkes med sit forehavende og får dannet en effektiv regering, der kan løse Italiens mange problemer.
Og det er et andet risikomoment ved »Operation Draghi«, påpeger La Stampas chefredaktør, Massimo Giannini. For hvis den mislykkes, hvilke – demokratiske – muligheder er der så tilbage i et land, hvor den politiske klasse er blevet sendt i straffeboksen?
»Italien leger med ilden. Hvis Draghi fejler, er der kun en general eller en kardinal tilbage,« siger Giannini i en videokommentar.
