Mens Statens Serum Institut stadig regner på, hvornår skolerne i Danmark kan åbne for de mindre elever, står det anderledes til i Holland.

Søndag meddelte den hollandske regering, at de mindste elever kan se frem til at komme i skole igen 8. februar.

Det sker, efter at smittetallene i landet gennem længere tid har været faldende. Samtidig frygter landet dog stadig, at smitsomme mutationer kan skabe problemer i landet.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

»Vi vil blive ved med at holde tæt øje med situationen, fordi situationen stadig er alvorlig i Holland,« siger undervisningsminister Arie Slob med henvisning til mutationer såsom den britiske B.1.1.7.

Ligeledes åbner også dagtilbud igen i Holland fra næste uge.

De hollandske skoler og dagtilbud har ligesom i Danmark været lukket siden midten af december, hvor antallet af smittede steg markant.

31. januar rapporterede de hollandske myndigheder om 3.714 nye smittetilfælde og 40 dødsfald ud af en befolkning på 17 millioner personer. Det er det laveste tal i »længere tid«.

Flere demonstranter har været på gaden i Holland de seneste par uger, hvor de har demonstreret mod nedlukningen af samfundet. En række hollandske byer har oplevet gadekampe, ildspåsættelser og plyndringer. I den mindre fiskeriby Urk cirka 80 kilometer nordøst for Amsterdam blev et covid-19-testcenter sat i brand for et par uger siden.

Knap en million er bekræftet smittet i Holland siden coronakrisens start. I alt har 14.000 hollændere mistet livet med covid-19.