36 dage og en lille håndfuld timer skulle der gå, før Storbritannien og EU befandt sig i deres første akutte og højdramatiske krise, siden de to parter blev enige om Brexit-aftalen juleaftensdag.
Krisen, som blev affødt af en omdiskuteret og i al hast vedtaget EU-lov, synes i løbet af få dage at have udraderet enhver tillid mellem de to parter og kan på længere sigt få katastrofale følger for forholdet mellem briterne og EU såvel som for Europa-Kommissionen, anført af formand Ursula von der Leyen, som nu tager sig stærkt forslået ud.