Analyse: Han solede sig i venskabet med Trump. Nu begynder nedturen for den brutale saudiske kronprins
Få har lukreret så meget på Donald Trumps præsidentskab som Saudi-Arabiens kronprins. Og få har så meget at tabe. Onsdag kom første slag.

Få har lukreret så meget på Donald Trumps præsidentskab som Saudi-Arabiens kronprins. Og få har så meget at tabe. Onsdag kom første slag.

For ikke særlig længe siden var Saudi-Arabiens magtfulde kronprins, Mohammed bin Salman, en yndet gæst i Vesten og the talk of town i Mellemøsten.
MBS, som han bliver kaldt, blev hyldet som den unge, dynamiske leder, der kunne katapultere det konservative, muslimske kongedømme ind i den moderne tidsalder. Han fik personlige rundvisninger i Silicon Valley, mødtes med Hollywood-producere og var bonkammerater med USAs tidligere præsident, Donald Trump. Og ikke mindst med Trumps svigersøn, Jared Kushner.