Okavangodeltaet i det sydafrikanske land Botswana lagde for fire år siden scene til dramatiske begivenheder: Hundredvis af elefanter begyndte at falde om og dø.

Dengang beskrev Berlingske det som et »foruroligende mysterium«. Der var tale om en »ukendt dræber«, der »slog elefanter ihjel i hobetal«.

»Det er fuldstændig uhørt i forhold til antallet af elefanter, som dør i en enkelt begivenhed, der ikke har relation til tørke,« sagde den britiske vildtdyrsekspert Niall McCann til BBC dengang.

Nu har forskere tilsyneladende fundet en forklaring på den mystiske massedød.

Dødsfaldene, der blev opfattet som en regulær katastrofe blandt forskere, fandt sted i maj og juni 2020. Mere end 350 elefanter døde. De blev set vandre i cirkler, før de til sidst kollapsede og døde.

Sommeren 2020. Endnu en elefant er død, og det er en del af en »alarmerende tendens«, lyder det.
Sommeren 2020. Endnu en elefant er død, og det er en del af en »alarmerende tendens«, lyder det. Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix

De seneste år er der blevet gættet på, at årsagen kunne være for eksempel en ukendt sygdom eller cyanidforgiftning. 

Men i en artikel peger forskere i tidsskriftet Science of the Total Environment nu på det, der formodes at være den egentlige årsag.

Det skriver The Guardian.

»Ekstrem algevækst«

Ifølge artiklen blev elefanterne forgiftet ved at drikke vand med blågrønalger, også kendt som cyanobakterier. Dermed peger forskerne på klimaforandringer, som har fået blågrønalgerne til at florere.

Forskerne har blandt andet brugt satellitbilleder til at analysere, hvor de døde elefanter blev fundet. Herunder har forskerne undersøgt 3.000 vandhuller. 

Det »kan ske igen med et hvilket som helst dyr«, lyder advarslen fra en af forskerne. 
Det »kan ske igen med et hvilket som helst dyr«, lyder advarslen fra en af forskerne.  Handout ./Reuters/Ritzau Scanpix

Ved analysen konstaterede forskere, at der ved de vandhuller, hvor der var en forøget forekomst af blågrønalger i 2020, også var en stor koncentration af elefantlig.

Forskerne konstaterer også, at der skete et skifte fra et tørt 2019 til et vådt 2020, som sandsynligvis affødte en »ekstrem algevækst«.

I tidsskriftet konkluderer forskerne: 

»Globalt set understreger den her begivenhed en alarmerende tendens med pludselige klimafremkaldte sygdomme, der rammer store hovdyr og reflekterer de større, ødelæggende konsekvenser, som klimaforandringer har for biodiversitet og økosystemets sundhed.«

I The Guardian supplerer Davide Lomeo, ph.d.-studerende i geografi ved King's College London med at sige, at én ting er, at det er trist at så mange elefanter døde i 2020, »men det påminder også om, at denne globale trend med pludselige, klimainducerede sygdomme … der er overbevisende tegn på, at det kan ske igen med et hvilket som helst dyr«, siger han.