Her er Ruslands nye plan i Ishavet: Skibstrafik skal rulle som »sporvogne« gennem Arktis

En gigantisk isbryder og en ambitiøs plan skal fordoble trafikken gennem de arktiske havområder, lyder det fra Moskva. Men en stribe rederier melder fra af miljøhensyn. Ruten er ikke et reelt alternativ for containerskibe, siger Mærsk.

Rusland vil fordoble trafikken gennem de arktiske farvande. Her ses en russisk isbryder i Obbugten, hvor den i 2015 banede vej for en russisk olietransport. Andrey Golovanov/AFP/Ritzau Scanpix

Stadig flere fragtskibe skyder vej gennem de engang så øde havområder med drivis og isbjerge nord for Rusland. Og dermed går alt efter den russiske plan.

Det seneste dramatiske væksttal fra skibstrafikken på den arktiske sejlrute er nemlig kun begyndelsen, mener den russiske regering. Landet satser på en gevaldig opgradering af flåden af atomisbrydere, og regeringen regner med en fordobling af fragttrafikken.