Fra »vi elsker jer« til »afskyeligt angreb«: Sådan vendte Trumps retorik på en tallerken

På godt et døgn skiftede USAs præsidents holdning til optøjerne og uromagerne i hovedstaden. Første udmelding til de voldelige demonstranter var forsonende og kærlig. Senere fik piben en anden lyd.

 
I en ny tale kritiserer Donald Trump demonstranterne, der trængte ind i Kongressen. Han sagde ellers til uromagerne i en video onsdag, at han "elskede dem". Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Mathilde Geertsen. Fold sammen
Læs mere

Donald Trump satte sent i nat dansk tid endnu en gang ord på onsdagens voldsomme optøjer i Kongressen i Washington, D.C.

Nu havde piben fået en anden lyd, for kun godt et døgn tidligere var der roser og sympati fra den afgående præsident til de voldelige demonstranter.

»Vi elsker jer, I er meget særlige.«

»Jeg kender jeres smerte, jeg ved, at I er sårede. Vi havde et valg, der blev stjålet fra os. Det var et jordskredsvalg, og alle ved det. Især den anden side. Men I skal hjem nu. Vi har brug for fred.«

Sådan lød ordene onsdag i en video fra Donald Trump på Twitter, som det sociale medie senere pillede ned på grund af urigtige oplysninger og opildnen til vold.

I et andet opslag på sociale medier antydede præsidenten, at hans politiske modstandere selv var ude om det.

»Dette er de ting og begivenheder, der sker, når en hellig jordskredssejr bliver stjålet så uhæderligt og ondskabsfuldt,« skrev han.

Twitter fik nok og bandlyste præsidenten i 12 timer efter adskillige opslag, der stred mod deres retningslinjer.

Og så, efter 12 timers tavshed, vendte Donald Trump på en tallerken.

Tager skarpt afstand

Nu lød det i en officiel udtalelse, at han tager skarpt afstand.

»Jeg vil gerne begynde med at tage fat på det afskyelige angreb på USAs kongres. Som alle amerikanere er jeg oprørt over volden, lovløsheden og kaosset,« sagde han.

Demonstranterne tiltvang sig som bekendt adgang til Kongressen for at forhindre optællingen af valgmandsstemmer, der ville medføre Kongressens godkendelse af Joe Biden som USAs næste præsident.

Fire personer døde under optøjerne, og sent torsdag aften døde en politibetjent af sine kvæstelser.

»Der er store følelser nu, men temperamentet skal afkøles, og roen gendannes,« sagde præsidenten i sin tale.

»Vi må fortsætte med arbejdet for Amerika. Min kampagne fulgte strengt alle juridiske veje for at bestride valgresultaterne. Mit eneste mål var at sikre afstemningens integritet,« lød det med henvisning til Trumps modvilje mod at godkende valgresultatet.

Modviljen har i månedsvis op til præsidentvalget såvel som efterfølgende været til at tage og føle på.

Donald Trumps udmelding på Twitter efter 12 timers karantæne

»Jeg vil gerne begynde med at tage fat på det afskyelige angreb på USAs kongres. Som alle amerikanere er jeg oprørt over volden, lovløsheden og kaosset.«


Donald Trump har råbt op om svindel med stemmeafgivelserne, optællingen af stemmer og fejlslagne computersystemer, der alt sammen for ham at se har givet Demokraterne en urimelig fordel.

Men i sin tale natten til fredag dansk tid kom præsidenten for første gang med noget, der ligner en indrømmelse af sit nederlag.

»Nu har Kongressen godkendt resultaterne. En ny administration vil blive indsat 20. januar. Mit fokus vender sig nu mod at sikre en problemfri, ordentlig overdragelse af magten,« sagde han.

Han sluttede af med at tale til sine tilhængere:

»Til alle mine vidunderlige støtter: Jeg ved, at I er skuffede, men I skal også vide, at vores utrolige rejse kun lige er begyndt.«