Da Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, for knap en måned siden besøgte de værst ramte områder af Beirut, gav han et løfte til de knuste libanesere, han mødte på sin vej:
»Jeg er her ikke for at hjælpe dem,« sagde han om Libanons notorisk korrupte styre: »Jeg er her for at hjælpe jer.«
Men da han mandag aften vendte tilbage til Libanon, blev han mødt af vrede demonstranter. De mente ikke, at præsidenten havde hjulpet dem. Tværtimod. Nu beskylder de ham for at have banet vej for en ny illegitim regering i landet.
Lad os spole lidt tilbage.
Det var kun få dage siden, at en kæmpemæssig eksplosion havde lagt store dele af Beirut i ruiner, da præsident Macron sidst besøgte byen. På gaderne krammede han libanesere, som frivilligt deltog i oprydningsarbejdet efter eksplosionen, og han kiggede grådkvalte brandmænd og redningsfolk i øjnene, mens han takkede dem for deres indsats.
Det gjorde indtryk på libaneserne, ikke mindst fordi Macron var den første, der dukkede op på gaderne. Hverken præsidenten, premierministeren eller nogen anden fra regeringen havde på det tidspunkt – eller på noget tidspunkt siden – vist sig i de værst ramte områder.
»Jeg kan garantere jer dette,« sagde Macron på gaden:
»Hjælpen vil ikke falde i hænderne på korrupte.«
Men det var være et løfte, som hurtigt skulle vise sig svært at holde.
Ny premierminister
Da Emmanuel Macron sidst forlod landet, gav han den politiske klasse en deadline. De fik én måned til at forme en »ny politisk kontrakt«, som med bred opbakning skulle sikre, at landet kommer på ret køl igen.
Han krævede blandt andet, at der vedtages reformer, som skal komme landets omsiggribende korruption til livs, og at der skal ske en væsentlig overhaling af energisektoren, som skal sikre elektricitet døgnet rundt for libaneserne. Det er ikke nye krav.
Siden 2018 har Libanon haft et stående tilbud om en investeringspakke på knapt 70 milliarder kroner – som hovedsageligt består af lån og tilskud – fra EU til gengæld for lignende reformer. Tidligere på sommeren har Den Internationale Valutafond desuden stillet en redningspakke af lignende dimensioner til rådighed – også til gengæld for reformer.
Og på overfladen ser det da også ud til, at Libanons parlament den seneste måned har forsøgt at give Macron det, han krævede:
Den forholdsvist nyudpegede regering trådte tilbage kort efter præsidentens besøg, og mandag udpegede parlamentet så en ny premierminister, Mustafa Adib.
Han har siden 2013 været libanesisk ambassadør i Tyskland, og før det var han toprådgiver for den forhenværende sunnimuslimske premierminister, Najib Mikati. Han skal nu stå i spidsen for en teknokratisk regering, som, lover han, vil vedtage de nødvendige reformer.
Og det i øvrigt med opbakning fra parlamentets største sekteriske grupperinger – den kristne Free Patriotic Movement, den sunnimuslimske Future Movement og de shiamuslimske partier, Hizbollah og Amal – nøjagtigt, som Macron krævede.
Men for libaneserne repræsenterer Mustafa Adib ikke meget nyt. For ligesom sin forgænger er han udpeget af den selvsamme magtelite, som i de seneste 30 år har udhulet Libanons økonomi. Og så længe de bliver siddende, er den nye premierminister blot en stråmand.
Ja, faktisk minder Mustafa Adib så meget om sin forgænger, Hassan Diab, har kritikerne påpeget, at selv deres efternavne er anagrammer af hinanden.
Et risikabelt forsøg
Macron ved godt, hvad der er på spil. I den seneste måned har han talt om, hvordan der kan udbryde borgerkrig i Libanon, hvis det internationale samfund ikke tager styringen.
Men han ved også, at hele processen kan påvirke hans eget omdømme:
»Det er et risikabelt forsøg, jeg har gang i, det ved jeg. Jeg lægger det eneste, jeg har, på bordet: min politiske kapital,« siger han i et interview med Politico tirsdag.
Han understreger i interviewet, at det ikke er ham, der har valgt Mustafa Adib som ny premierminister, og gør det klart, at Libanon stadig ikke har levet op til hans forventninger.
Hvis ikke den nye regering inden for de næste tre måneder vedtager »fundamentale« ændringer, vil han skifte taktik, forklarer han. Så kan der blive tale om franske sanktioner imod den politiske klasse. Også mod Hizbollah, som han lige nu får kritik for ikke at slå hårdere ned på.
Om sidstnævnte forklarer han, at det ville være både »absurd og skørt«, hvis Frankrig indledte en konflikt med Hizbollah:
»Hvis vi slår hårdt mod hårdt, er der tale om en eskalering,« forklarer han, og det kan føre til krig, mener han.
