Hydroxyklorokin er en af de mest omdiskuterede mulige behandlingsformer mod coronavirus. Først viste små, usikre forsøg, at malariamedicinen måske kunne have en positiv effekt mod coronavirus. Så viste andre studier, at den snarere ligefrem kunne være farlig.

Siden USAs præsident, Donald Trump, i weekenden annoncerede, at han var begyndt at tage pillerne præventivt, er debatten om Hydroxyklorokin begyndt igen.

Og Storbritannien har nu indkøbt 16 millioner tabletter, for det tilfælde at medicinen viser sig at virke alligevel, skriver The Guardian.

Malariamedicinen bliver nemlig stadig testet i kliniske forsøg på de britiske hospitaler – og hvis resultaterne viser sig at være gode, har Storbritannien nu indkøbt nok medicin til, at den kan distribueres til patienter.

Der er endnu ingen entydige beviser for, at medicinen virker mod coronavirus. Tværtimod har undersøgelser haft modstridende resultater, og i både Sverige, Brasilien og USA har forskere advaret om seriøse bivirkninger af medicinen – såsom hjerterytmeforstyrrelser.

Et større amerikansk studie konkluderede i april, at der var højere dødelighed blandt de coronapatienter, som havde fået medicinen, i forhold til dem, der havde fået almindelig behandling, som Berlingske tidligere har beskrevet.

Siden præsident Trump fortalte, at han selv har taget medicinen i over en uge, har eksperter været bekymrede for, om det kunne føre til øget indkøb af pillerne, som udover malaria også bruges til at behandle lupus og leddegigt.

Den britiske regering har også indkøbt andre former for medicin; det gælder blandt andet 1,4 millioner tabletter Lopinavir/Ritonavir, en hiv-medicin og 20 millioner Azithromycin-tabletter, som også er blevet brugt i forsøg med Hydroxyklorokin.

I alt har den britiske regering brugt cirka 35 millioner pund på den indkøbte medicin.