EU forventer at inflation topper på mere end 10 procent

EU-landenes regeringer bør holde igen med at bruge penge på at stimulere økonomien, siger EU-Kommissionen.

EU-landene bør holde igen med at bruge penge på at stimulere økonomien for ikke at øge inflationen, siger EU-kommissær Valdis Dombrovskis. JULIEN WARNAND

EU-Kommissionen forventer, at inflationen i EU vil toppe på 10,7 procent i sidste kvartal af 2022.

Derfor bør EU-landene ifølge EU-Kommissionen holde igen med at bruge penge på at stimulere økonomien for ikke at øge inflationen.

Det siger EU-kommissær Valdis Dombrovskis på et pressemøde i Bruxelles tirsdag.

»Det har været et kompliceret år for økonomien i EU. Økonomien kom stærkt tilbage efter covid-19 epidemien. Men efter Ruslands invasion kæmper husholdningerne med høje priser, og vores virksomheder mister konkurrencekraft,« siger Valdis Dombrovskis.

Høje energipriser og andre prisstigninger betyder ifølge EU-Kommissionen, at husholdningerne nu må skære i deres indkøb.

Det kan også mærkes hos virksomhederne. Og det betyder, at EU-Kommissionen forventer et fald i væksten hen over vinteren.

Næste år ventes inflationen dog at falde til syv procent.

Og den vil ifølge EU-Kommissionens beregninger nå ned på tre procent i 2024. Det er et mere normalt niveau. Normalt er målet for centralbankerne at holde inflationen på to procent årligt.

På den baggrund forventer EU-Kommissionen, at væksten i EU vil ende på 3,3 procent i 2022.

Næste år forventer EU-Kommissionen en vækst på blot 0,3 procent.

Ifølge cheføkonomi i Dansk Erhverv, Tore Stramer, er det nedslående nyt for de forbrugere og virksomheder, der håber på en hurtig tilbagevenden til bedre tider.

»Det er en kedelig prognose, der desværre viser, at inflationskrisen tegner til at blive langvarig.«

»En inflation på syv procent er fortsat skyhøjt i en historisk kontekst. Det vil tynge de europæiske forbrugeres købekraft voldsomt ind i 2023,« siger Tore Stramer i en skriftlig kommentar.

Han peger ligesom EU-Kommissionen på, at den høje inflation udhuler de europæiske forbrugeres købekraft i »nærmest uhørt grad«.

Det vil ifølge Tore Stramer formentlig udløse en europæisk recession.

»De økonomiske prognoser peger entydigt på, at den europæiske økonomi vil gå i bakgear hen i mod slutningen af året. Spørgsmålet er nu blot, hvor dybt og langvarigt det økonomiske tilbageslag bliver,« siger Tore Stramer.

Han peger på, at en europæisk recession vil kunne mærkes i Danmark. Både i kraft af et fald i eksporten og i beskæftigelsen i eksporterhvervene.

De danske eksportvirksomheder eksporterede sidste år for 665 milliarder kroner til de EU-27 lande.

Det svarer 45 procent af den samlede danske eksport. Ifølge Dansk Erhverv sikrer den omfattende eksport omkring 372.000 job i Danmark.

/ritzau/