Opdateret

El Salvador løslader tre kvinder dømt for at abortere

Tre kvinder, som sad fængslet på grund af ufrivillige aborter, er blevet løsladt, oplyser rettighedsgruppe.

De tre kvinder blev løsladt torsdag og genforenet med deres familier til fejringen af julen, efter at deres fængselsdomme for drab var blevet omstødt. Arkivfoto viser en kvinde, der har skrevet »Yes abortion legal« på sin ryg. (Arkivfoto) Ulises Rodriguez

Myndigheder i El Salvador har løsladt tre kvinder, som i henhold til landets strenge abortlovgivning har siddet fængslet mellem seks og 13 år, fordi de havde aborteret ufrivilligt.

Det oplyser en rettighedsgruppe, som forsøger at få ændret lovgivningen, så kvinder i det mellemamerikanske land har ret til abort.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Kvinderne havde mistet deres fostre som følge af pludseligt opståede »helbredsproblemer« under graviditeten, oplyser gruppen ACDATEE.

De tre kvinder blev løsladt torsdag og genforenet med deres familier til fejringen af julen, efter at deres fængselsdomme for drab var blevet omstødt.

»Det er en glæde for alle os, der har kæmpet for løsladelse af kvinder, der på grund af denne barske og umenneskelige straffelov er blevet uretfærdigt behandlet på grund af en mislykket graviditet,« siger Morena Herrera fra ACDATEE til AFP.

De tre kvinder har ifølge Herrera tilbragt henholdsvis seks, otte og 13 år i et fængsel.

Ifølge Amnesty International har El Salvador en af de strengeste abortlove i verden. Uanset omstændighederne er abort forbudt.

Der er eksempler på, at kvinder har fået fængselsstraffe på 30 år for at have afsluttet deres graviditet.

Ifølge AFP går strafferammen for at afslutte en graviditet op til otte år i El Salvador.

Men ved landets domstole bliver kvinder, der er tiltalt for at have afsluttet en graviditet, ofte kendt skyldige i drab i stedet. Det kan straffes med op til 50 års fængsel.

Mange kvinder bliver også retsforfulgt på mistanke om at have forsøgt at få en abort, efter at de har søgt hjælp hos en læge på grund af komplikationer under graviditeten.

Ifølge ACDATEE er 14 andre kvinder i El Salvador fortsat fængslet af samme årsag som de tre løsladte kvinder.

I Latinamerika er abort kun lovligt i fire lande – Cuba, Uruguay, Argentina og Guyana – samt i dele af Mexico.

/ritzau/