Kvindes død udløste demonstrationer mod Polens abortlov

»Hendes hjerte slog også,« skrev demonstranter på deres bannere i protest mod læger, som ikke tænkte på moren.

Polske demonstranter med stearinlys og bannere sagde ved protester lørdag, at det ikke må ske en gang til, at en kvinde mister livet på den måde, som den 30-årige Izabela. Hun var gravid i 22. uge og døde, efter læger angiveligt kun havde fokus på at redde fosteret. Wojtek Radwanski/Ritzau Scanpix

Tusindvis af mennesker demonstrerede lørdag i mange af Polens byer mod landets strenge abortlovgivning. Det sker efter, at en gravid kvindes død har fået en debat om abort til at blusse op med fornyet kraft i det katolske land.

»Hendes hjerte slog også«, hed det på mange af demonstranternes bannere.

Demonstranter med stearinlys og bannere sagde ved demonstrationerne, at det ikke må ske en gang til, at en kvinde mister livet på den måde, som den 30-årige Izabela. Hun var gravid i 22. uge og døde af en blodforgiftning, efter læger angiveligt kun havde fokus på at redde fosteret.

Hendes familie siger, at hendes død var en følge af lovgivningen.

En afgørelse fra Polens forfatningsdomstol i januar om at begrænse retten til abort har fastlagt, at abort kun kan være tilladt i tilfælde af voldtægt, incest, eller når morens liv er i fare.

Aktivister og kvindens familie siger, at Izabela kom til et hospital i byen Pszczyna i september, efter at hendes vand var gået. Forinden havde flere scanninger vist, at der var adskillige ting galt med fosteret.

Til trods for, at kvinden kun var godt halvvejs gennem sin graviditet, afviste lægerne at afslutte graviditeten, fordi der stadig kom hjertelyd fra fosteret.

Da en scanning viste, at fosteret var dødt, besluttede lægerne at gennemføre et kejsersnit. Familiens sagfører Jolanta Budzowska, siger, at Izabelas hjerte holdt op med at slå, da hun var ved at blive kørt til operationsstuen. Hun døde trods forsøg på at genoplive hende.

»Polens abortlovgivning dræber polske kvinder. Den er grusom og meget skræmmende,« siger en kvindelig demonstrant til tv-stationen TVN24 i Pszczyna.

»Det er umenneskeligt, og jeg håber disse protester kan medvirke til, at der sker en forbedring, så polske kvinder ikke skal dø,« tilføjer hun.

Den polske netavis Onet.pl bragte lørdag et interview med en polsk mand, der havde mistet sin kone på samme måde i juni.

I det overvejende katolske Polen har konservative værdier siden 2015 præget den politiske dagsorden. Det var året, hvor det nationalistiske parti Lov og Retfærdighed (PiS) fik magten.

Talsmænd for regeringen hævder, at det ikke var lovgivningen, men fejl begået af lægerne, som kostede kvinden livet, og der udsendes nu nye retningslinjer for hospitalerne.

/ritzau/AFP