Derfor diskuterer vi jihadbrude og IS-krigere igen

Her er de centrale punkter i debatten om burkabrudene og problemerne med at hente dem hjem til Europa.

Shamima Begums ældste søster viser i 2015 et billede frem af sin lillesøster, da hun som 15-årig skolepige stak af hjemmefra for at rejse til Islamisk Stat. Nu er Shamima Begum igen dukket op i medierne højgravid, i en flygtningelejr i det nordlige Syrien og med et nødråb om, at hun gerne vil hjem til England igen. Interviewet har givet nyt liv til diskussionen om, hvad vestlige lande skal stille op med deres fængslede jihadister og famliemedlemmer i Syrien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Laura Lean/Pool/AFP

Når vestlige journalister interviewer udenlandske IS-krigere og jihadbrude, som sidder fanget i Syrien, går variationer over samme fortælling næsten altid igen: Udlændingene blev lokket ind i Islamisk Stat under falske forudsætninger, siger de. Kalifatet var ikke, hvad de havde drømt om – og nu vil de gerne hjem.

Problemet er bare, at stort set ingen af deres hjemlande vil have dem – og aldrig har villet det. Så hvorfor dukker historier som den om højgravide, engelske jihadbrud Shamima, der modsat de fleste andre interviewede ikke viser anger, op netop nu? Og hvad vil England, Danmark og de andre lande stille op med dem? Berlingske giver et overblik.

Hvorfor diskuterer vi jihadbrude lige nu?

I takt med at Islamisk Stats selverklærede kalifat er skrumpet ind til ingenting, er de resterende jihadister og deres koner og børn alle havnet i fængsler og flygtningelejre i den kurdiske del af Syrien. De mandlige jihadister sidder i fængsler, mens deres familiemedlemmer sidder i flygtningelejre sammen med andre typer flygtninge – de er juridisk fanget i et limbo, fordi de ingen steder har at rejse hen.

En hverdag under ekstremt kummerlige vilkår og med risikoen for at blive overgivet til Assads syriske regime har fået flere til i ellevte time at påberåbe sig deres oprindelige statsborgerskab og appellere til deres hjemlande om hjælp til at vende tilbage.

Med USAs bebudede tilbagetrækning fra Syrien er der desuden opstået et nyt, akut problem: Uden amerikanernes hjælp er det usikkert, om kurderne har ressourcerne til at bevogte fængslerne. Derfor kom USA for nylig med et klart opråb til den danske regering og andre lande, der har IS-medlemmer og familier i syriske fængsler, om, at de skal hente deres statsborgere hjem.

Vil deres hjemlande så hente dem?

Indtil for nylig var svaret klart nej. Men med udsigten til, at en stor gruppe kamptrænede jihadister og deres radikaliserede familier risikerer at ende på fri fod, fordi amerikanerne ikke længere hjælper til med at bevogte dem, er flere lande begyndt at bløde op på deres kategoriske afvisninger og overveje, om en hjemtransport alligevel er det mindste onde.

I januar annoncerede Kazakhstan, at landet havde repatrieret omkring 46 IS-medlemmer – de fleste kvinder og børn. Også Oman og Tunesien har taget statsborgere retur, ligesom Saudi-Arabien har erklæret sig villig til at repatriere 50 fanger.

Som det første europæiske land har Frankrig meddelt, at det er klar til at hjemtage omkring 130 statsborgere: mænd, kvinder og børn. Tyskland og Belgien følger ifølge The New York Times det franske eksempel tæt, og den danske udenrigsminister Anders Samuelsen har sagt til Berlingske, at også Danmark, hårdt presset, kan ende med at hente sine jihadister hjem.

I England lyder den officielle holdning imidlertid stadig, at staten ikke vil assistere Shamima eller andre briter med at rejse ud af Syrien, og at de, der finder tilbage til England på egen hånd, kan blive forment adgang til landet.

Hvor mange personer er der overhovedet tale om?

Ifølge de kurdiske myndigheder sidder der omtrent 900 mænd og godt det dobbelte antal kvinder og børn fra 50 forskellige nationaliteter i fangenskab i den nordøstlige del af Syrien fordelt på en række fængsler og lejre.

Ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) har cirka 150 danske statsborgere, hvoraf de fleste er mænd, tilsluttet sig militante jihadbevægelser i Irak og Syrien siden 2012. Omkring hver femte af dem menes stadig at befinde sig i området, og ca. halvdelen af de tilbageværende er kvinder og børn.