Sexslaver og dronemål: Hvad blev der af burkabrudene?

Hun var 15 år, da hun i 2015 stak af fra sin familie i Østrig. Samra Kesinovic var blevet radikaliseret online og rejste til Islamisk Stat »for at tjene Allah«. Hun endte ifølge østrigsk medie som sexslave og blev dræbt med en hammer. Her er nogle af burkabrudenes skæbner i kalifatet.

Samra Kesinovic – fotograferet før sin afrejse (t.v.) og på propagandabilleder fra Islamisk Stat. Hun blev angiveligt gjort til sexslave og dræbt med en hammer, da hun forsøge at flygte, har det østrigske medie Kronen Zeitung skrevet. Det er ubekræftet. INTERPOL/HANDOUT

Islamisk Stat (IS) var en mandestat, et forhistorisk patriarkat, men det forhindrede ikke kvinder i at rejse til kalifatet.

4.761 kvinder fra hele verden tilsluttede sig Islamisk Stat og bosatte sig der. Op mod 1.023 af kvinderne var fra Vesteuropa – og 18 af dem fra Danmark, oplyser King's College London i en nylig rapport. 138 af kvinderne er vendt hjem, men de danske kvinders skæbne er uvis.