Republikaneren Marjorie Taylor Greene er blevet kaldt »kukkuk«. Hun er tilhænger af konspirationsbevægelsen QAnon. Og så har hun talt åbent om at få Barack Obama og Nancy Pelosi henrettet.
Nu tager demokraten Cori Bush konsekvensen og flytter sit kontor væk fra det omdiskuterede kongresmedlem for at »beskytte sin stab«.
Det skriver hun selv på Twitter.
Flytningen kommer, efter at Marjorie Taylor Greene skulle have »skældt ud« på Cori Bush og hendes stab på gangen foran deres kontorer. Uden mundbind på.
Cori Bush hævder, at Marjorie Taylor Greene holdt hende tilbage på gangen.
Marjorie Taylor Greene og Cori Bush er uenige om, præcis hvad der skete, da de to politikere stødte på hinanden i kongresbygningen. De er dog enige om at beskylde den anden for dårlig opførsel.
Cori Bush understreger i et interview efter episoden, at hun ikke er bange for Greene, men at det udelukkende handler om, at arbejdsmiljøet ikke er fordrende for nogen.
»Jeg kan ikke udføre mit arbejde, når jeg hele tiden skal kigge mig over skulderen, for at sikre mig, at en white supremacist (fortaler for hvidt overherredømme, red.) ved navn Marjorie Taylor Greene konspirer imod mig,« udtaler Cori Bush til MSNBC.
Hun opfordrer til, at republikaneren bliver udvist af Kongressen.
Oven på Cori Bushs skriverier på Twitter anklager Marjorie Taylor Greene hende for at stå bag en »terroristsammenslutning«, da hun har været en aktiv del af Black Lives Matter.

Pelosi med skarp kritik
I forrige uge annoncerede Marjorie Taylor Greene, at hun af sit parti har fået sæde i uddannelses- og arbejdsudvalget i Repræsentanternes Hus.
Torsdag langede Nancy Pelosi kraftigt ud efter den republikanske ledelse i Repræsentanternes Hus for at have tildelt Greene pladsen i udvalget.
»At tildele hende en plads i uddannelsesudvalget, når hun har hånet drabet på små børn på Sandy Hook Elementary School, og når hun har hånet drabet på teenagere på Marjory Stoneman Douglas High School – hvad tænker de på?« spurgte Nancy Pelosi.