Marjorie Taylor Greene ville tidligere have været en, som man bare ville grine af. For så langt ude ville de fleste synes, hun var i sin tro på en konspirationsteori om en global sammenslutning af pædofile satanister, som USAs daværende præsident, Donald Trump, ville bekæmpe.
Men for få uger siden blev den 46-årige kvinde, som Trump har kaldt »fremtidens republikanske stjerne« og »stærk på alle planer«, medlem af USAs kongres. Og nu ruller balladen for alvor, da det netop er afsløret, at hun også har givet sin støtte til opfordringer til at henrette flere demokrater, herunder Barack Obama.