Dansk læge trodser anbefalinger og giver malariamedicin mod coronavirus: »Et spørgsmål om at redde Danmark«

Mens forskere verden over afprøver malariamedicin mod covid-19, fraråder Lægemiddelstyrelsen på det kraftigste, at danske læger forsøger at ordinere medicinen til deres coronapatienter. Men det er uansvarligt at lade være, mener dansk læge. Han har allerede udskrevet mellem fem og ti recepter på medicinen.

Stig Ekkert følte sig stemplet som en fantast. Som en kvaksalver, der skulle bankes på plads.

Da den praktiserende læge fra Dragør for tre uger siden begyndte at udskrive recepter på malariamedicin mod coronavirus, var det »helt uacceptabelt«, lød det fra Lægemiddelstyrelsen. Og at han hævdede at have beviser for, at medicinen rent faktisk virker, betegnede Dansk Selskab for Almen Medicin som »falsk markedsføring«.