Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
I Californien går det faretruende stærkt. I nogle af delstatens distrikter fordobles antallet af nye coronapatienter lige nu hver fjerde dag. Og om otte uger forventer myndighederne, at det kan have udviklet sig til et sandt mareridt.
25 millioner indbyggere – knap 56 procent af den lokale befolkning – vil blive smittet, forventer delstatens guvernør, Gavin Newsom. Derfor har han nu anmodet om ekstraordinær hjælp fra præsident Donald Trump, skriver The San Diego Union-Tribune.
Han har bedt Det Hvide Hus om at sende den amerikanske flådes hospitalsskib Mercy til Los Angeles for at assistere myndighederne i sundhedskrisen.
At coronavirusudbruddet nu rammer så hårdt i Californien, forklarer guvernøren blandt andet med, at det var her, mange amerikanere først blev placeret i karantæne, da de blev evakueret fra udlandet eller krydstogtskibe.
Det har siden betydet, at delstaten er blevet ramt »uforholdsmæssigt« af coronavirusudbruddet, skriver han.
Men han er ikke den eneste, der har bedt om hjælp fra præsidenten.
Onsdag annoncerede præsident Donald Trump, at han ville udstationere to af flådens hospitalsskibe til at hjælpe med bekæmpelsen af landets coronavirusudbrud. Det ene bliver sendt til New York, men det er uvist, hvor det andet bliver udstationeret henne.
Tidligere har det lydt, at det ville blive sendt til Seattle i staten Washington, som udgør epicentret for det amerikanske coronavirusudbrud.
Seattles borgmester har også anmodet præsidenten om telte, så der kan bygges midlertidige karantænecentre i staten Washington. New Yorks guvernør har opfordret præsidenten til at sætte hærens ingeniørkorps i gang med at bygge ekstra hospitaler. Og guvernøren af Oregon har bedt om hundredtusindvis af respiratorer, lægekitler, handsker og sikkerhedsbriller, skriver The New York Times.
Flådens to hospitalsskibe er udstyret med 1.000 hospitalssenge hver og kan hjælpe med at aflaste de hospitaler, der er hårdest ramt af coronavirusudbruddet.
De er ikke i stand til at behandle coronavirussen, men kan tage nogle af de patienter, der ikke har coronavirus, så hospitalerne kan få bedre plads, skriver Politico.
Ifølge USAs forsvarsminister, Mark Esper, er hærens ingeniørkorps nu i dialog med New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, om flere tiltag.