Britisk sundhedsrådgiver kommer med ny prognose: Nedlukningen kan vare et halvt år endnu

Hverken den britiske premierminister eller sundhedsminister deltog på regeringens pressemøde søndag. De er begge i isolation efter at være smittet med coronavirus. I stedet gik en rådgiver på talerstolen.

 
Coronavirus har ramt hele verden. Få et overblik her. Video: Reuters, Ritzau Scanpix. Redigering: Caroline Nørkjær Fold sammen
Læs mere

Der kan gå op til seks måneder, før Storbritannien vender tilbage til normale tilstande.

Sådan lød det søndag på et pressemøde fra Jenny Harries, der er vicedirektør i det britiske sundhedsvæsen, ifølge BBC.

Det kan betyde, at lukningen af Storbritannien kun gradvist kan blive løftet undervejs. Om tre uger vil regeringen for første gang vurdere, hvilken effekt lukningen har på spredningen af coronavirus.

»Hvis vi har haft succes, vil vi have taget toppen af kurven, hvilket er rigtig godt, men vi må ikke derefter straks vende tilbage til normalen,« forklarede Jenny Harries ifølge The Guardian:

»Det ville være farligt. Hvis vi stopper, vil alle vores tiltag være spildt, og vi kan potentielt stå over for endnu en virusbølge.«

Jenny Harries er en af regeringens rådgivere i kampen mod covid-19 og talte altså på regeringens daglige pressemøde, hvor hverken premierminister Boris Johnson eller sundhedsministeren Matt Hancock var til stede. De er begge smittet og i isolation.

Den britiske regering har anbefalet befolkningen at blive hjemme fra alle ikkenødvendige rejser og at arbejde hjemmefra, hvis dette er muligt. Briterne må ikke længere forlade hjemmet, medmindre de skal købe ind, dyrke motion eller passe et arbejde, der »absolut« kræver fysisk tilstedeværelse.

Vil man udendøre, bør man ikke gå mere end én tur om dagen, har det lydt.

Samtidig er forsamlinger på flere end to personer udendørs forbudt, ligesom alle sociale arrangementer – bryllupper, fødselsdagsfester og dåbsfester – skal aflyses. Det er dog tilladt at afholde begravelser.

Og sådan kan det altså fortsætte et stykke tid endnu, lød det fra Jenny Harries søndag. Hun forklarede på pressemødet, at regeringen vil evaluere nedlukningens effekter hver tredje uge »formentlig over de kommende seks måneder«.

»Vi bliver nødt til at holde låget på (det britiske samfund, red.), og så vil vi gradvist forhåbentlig være i stand til at justere en smule på nogle af de tiltag, der skal sørge for, at vi holder afstand til hinanden og lidt efter lidt vende tilbage til vores normale liv,« sagde hun ifølge BBC.

Efter »tre til seks måneder, ideelt set – og dette er forbundet med megen usikkerhed – vil vi kunne afgøre, hvornår vi kan vende tilbage til normalen«, forklarede hun ifølge BBC:

»Og det er sandsynligt, at det kan vare længere end det.«

En lignende prognose har lydt fra epidemiologen Neil Ferguson fra det velansete Imperial College London, der rådgiver den britiske regering. Han forklarer til The Sunday Times, at den nuværende lukning af Storbritannien kan vare flere måneder endnu:

»Vi bliver nødt til at fastholde disse tiltag i en væsentligt længere periode, sandsynligvis indtil enden af maj, måske endda til starten af juni. Maj er optimistisk,« siger han til The Sunday Times.

Mandag morgen er 19.784 personer smittet med covid-19 i Storbritannien, ifølge Johns Hopkins University. 1.231 personer er døde i Storbritannien. Ifølge The Guardian er flere end 127.000 personer blevet testet.