Pludselig fredag eftermiddag lignede Storbritannien lidt for meget Iran. Premierminister Boris Johnson satte breaking news-redaktioner i svingninger verden over, da han i en video på Twitter fortalte, at han »lige ville bringe folk op på omgangshøjde med noget, der sker i dag«.
Hvorefter han fortalte med britisk »cheer up ol’ chap«-underspillet attitude, at han er blevet smittet med coronavirus. Med milde symptomer, sagde Boris Johnson, og lagde kraftigt tryk på ordet »milde«. Men var det en lidt beklemt stemme og en lidt for påtaget ro, mens han gav den videofilmede besked fra lænestolen i sin nye karantænetilstand?



