»Har du hørt fra Mette Frederiksen?« spurgte jeg som sædvanligt den europæiske ambassadør, da jeg stødte ind i vedkommende. Det var den hede torsdag efter folketingsvalget, og en af byens flotteste ambassader havde inviteret til sommerfest. 950 tilmeldte gæster, hornmusik, gin tonics, farvestrålende kjoler på mørk kvindehud og officerer med overskæg i tyk, sort ulduniform med sildesalat på brystet. Diplomatiet var til fest og havde klædt sig pænt på.
Danske politikere var der imidlertid langt imellem den dag. Det var vel naturligt nok på sådan en post-valgdag, hvor alle diskuterede, hvem der var inde, og hvem der var ude. Men der er også en systematik i danske politikere og embedsmænds manglende kontakt til diplomaterne, som ikke er til at se bort fra. Svaret fra den ellers opsøgende ambassadør var lig det, jeg hører fra en stribe andre ambassadører: Nej – det var som sædvanlig ikke muligt at få Mette Frederiksen i tale.
