Analyse: Fire grunde til, at det gør så ondt, at Danmark mister indflydelse i verden

Man kan ikke vide, hvor den næste store udenrigspolitiske krise kommer – og derfor bliver Danmark udsat, når der skæres så hårdt i det klassiske diplomati.

Diplomatiets pinger trækker i flotteste skrud til årets sommerfester. Her er det på den amerikanske ambassade for et par år siden. Men danskerne prioriterer diplomatiet for lavt – og det kan få store konsekvenser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

»Har du hørt fra Mette Frederiksen?« spurgte jeg som sædvanligt den europæiske ambassadør, da jeg stødte ind i vedkommende. Det var den hede torsdag efter folketingsvalget, og en af byens flotteste ambassader havde inviteret til sommerfest. 950 tilmeldte gæster, hornmusik, gin tonics, farvestrålende kjoler på mørk kvindehud og officerer med overskæg i tyk, sort ulduniform med sildesalat på brystet. Diplomatiet var til fest og havde klædt sig pænt på.

Danske politikere var der imidlertid langt imellem den dag. Det var vel naturligt nok på sådan en post-valgdag, hvor alle diskuterede, hvem der var inde, og hvem der var ude. Men der er også en systematik i danske politikere og embedsmænds manglende kontakt til diplomaterne, som ikke er til at se bort fra. Svaret fra den ellers opsøgende ambassadør var lig det, jeg hører fra en stribe andre ambassadører: Nej – det var som sædvanlig ikke muligt at få Mette Frederiksen i tale.

Ordvekslingen skriver sig ind i et større billede af et Danmark, der nedprioriterer det klassiske diplomati som værktøj til at agere i en kompleks verden. Nogle eksempler:

  • Den tidligere topdiplomat Ulrik Federspiel advarer i et interview i Berlingske om, hvordan Danmark mister indflydelse i verden – og tager i øvrigt klædeligt ansvar for at have været med til at sætte »indtjeningsmål« for ambassaderne.
  • Professor Martin Marcussen har dokumenteret, hvordan Danmark siden tresserne er faldet fra en 11. til en 46. plads over verdens mest centrale lande diplomatisk.
  • Forskningschef Catharina Sørensen fra Tænketanken Europa har vist, hvor lille vægt Danmark har på sin repræsentation i Bruxelles. Målt på ansatte er vi på størrelse med Cypern, Estland og Luxembourg.
  • At Danmark er venneløs i EU, blev sidste år beskrevet i en stor undersøgelse fra det anerkendte European Council on Foreign Relations. Her fastslog seniorforsker Josef Janning med 700 embedsmænd, diplomater og forskere som kilder det pinlige faktum, at ingen andre EU-lande anser Danmark for at være deres vigtigste allierede.
  • Selv den tidligere departementschef Ulrik Vestergaard Knudsen beklagede nedskæringerne i sin afskedstale til Udenrigsministeriet sidste år.

Tweetet herunder viser de stærkeste relationer i EU. Hvilket flag findes IKKE på denne liste?

Diplomatiets uforudsigelighed

Diplomati består i at have opbygget tillidsfulde relationer, så man har alle de relevante kontakter, når man skal bruge dem. Og vi har brug for dem af i hvert fald fire grunde:

1. Vi har brug for andre lande til at sikre vores indflydelse i dagligdagen. Dansk politik fastlægges som bekendt ikke kun på Christiansborg, men i høj grad også i EU. Når de nyslåede danske ministre, herunder Mette Frederiksen selv, om føje tid ankommer til rådsmøder, vil de have danske interesser under armen. Så er det jo i sagens natur ret vigtigt, at jorden er gødet forud. Og Brexit øger kun betydningen af at få nye venner – hurtigt.

»Et enkelt kontor på Asiatisk Plads dækker hele Asien, hele Latinamerika plus de små østater i Stillehavet.«


2. Andre lande er interesserede i, hvordan vi gør tingene i Danmark inden for alt fra vedvarende energi, arbejdsmarked, uddannelser – ja, selv vores affaldssystem. Men de har svært ved at få svar og bliver spist af med yngste fuldmægtig, der måske har fagviden, men ikke pondus til at se ud over den enkelte sag. Og værre bliver det, når andre lande vil forstå, hvor beslutninger træffes. For det system, vi danskere ser som transparent, ligetil og uformel, oplever de udefrakommende som svært gennemskueligt: For hvor træffes beslutningerne egentlig? Svaret blæser i vinden, som professor Martin Marcussen og Svend Roed Nielsen har undersøgt det i bogen »På mission i Danmark«, der er udkommet i år. På dette punkt mister vi – udover indflydelse – også muligheder for eksport og for at styrke vores image.

3. Ingen kan forudse, hvor den næste udenrigspolitiske krise opstår, og Danmark får brug for hjælp. Den ene gang var det Muhammed-tegninger, der skulle håndteres. En anden gang EU-forbehold. Det kræver en grunddækning af verden. Her er det problematisk, at Udenrigstjenesten i den grad er blevet generalister. Et eksempel: Et enkelt kontor på Asiatisk Plads dækker hele Asien, hele Latinamerika plus de små østater i Stillehavet. Så giver det jo sig selv, at kontakterne bliver overfladiske.

4. Den måske vigtigste grund handler om, at den liberale verdensorden er under pres. Som den amerikanske forfatter Robert Kagan så koncist har beskrevet det: Junglen vokser op igen omkring os. Det kræver kamp og styrke at sætte sig igennem, i den konservative Kagans optik også stærk militær styrke og villighed til at engagere sig. For Danmarks vedkommende handler det også om at være stærkt til stede i internationale fora, herunder FN, og tale demokratiets, retsstatens og ytringsfrihedens sag. Det giver hverken øget eksport eller bedre beskyttelse af danske åer i vandrammedirektivet. Men det bør være en mærkesag for Danmark.

Danmarks manglende vilje til at gribe magten efterlader sig ikke tomrum i verden – det fyldes bare ud af andre. Det er i grunden ærgerligt.