Det begyndte i fjeldene, der udløste valget. Et politisk stenskred rullede gennem den sydgrønlandske bygd Narsaq. Det slog først en borgmester omkuld, så én til, og som optællingen skred frem, stod det klart, at hele Grønland står over for et magtskifte.

Det betyder for det første, at Grønland får en ny landsstyreformand, og alt tyder på, at det bliver den yngste nogensinde: Den 34-årige Mute B. Egede sikrede sit parti en fremgang på over ti procentpoint. Partiformanden er opvokset i Narsaq, og han har høstet stemmer på sin stålsatte modstand mod et stort mineprojekt få kilometer fra sin tidligere hjemby.