Det er tid til, at der skal ske noget drastisk omkring Vesterport. 

Et flertal af politikerne på Københavns Rådhus har i hvert fald besluttet sig for at gå videre med to planer for området.

Forandringerne har været på tale gennem en længere årrække, men bliver nu taget op igen i den budgetaftale, der netop er blevet vedtaget for næste år.

»Vesterport rummer et stort potentiale for at kunne være mere for københavnerne, end området er i dag,« står der i aftaleteksten.

Helt konkret handler det om to ting. Den flere spor brede banegrav, der er åben helt fra H.C. Andersens Boulevard til Vesterport, og den både omdiskuterede og højtelskede Palads-biograf.

Det bliver to fokusområder for kommunen i 2024.

»Parterne er enige om, at der er behov for afklaring af fremtiden for området,« står der videre i budgetaftalen. 

Budgettet er vedtaget af Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, SF, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. 

Enhedslisten og Alternativet står udenfor. 

Vesterport Station på hjørnet af Ved Vesterport og Vester Farimagsgade i København. Til højre biografen Palads langs Hammerichsgade.
Vesterport Station på hjørnet af Ved Vesterport og Vester Farimagsgade i København. Til højre biografen Palads langs Hammerichsgade. Bjarke Ørsted

Første gang i 2015

Det er otte år siden, at de første ideer til et nyt, overdækket Vesterport blev fremlagt for Københavns Kommune. 

I den periode blev der arbejdet meget frem og tilbage på rådhuset og lavet mange analyser. Blandt andet i forhold til biltrafikken i området.

Mest centralt indeholder det gamle forslag en overdækning af banegraven og en helt ny biografbygning til at huse fremtidens Palads. Det blev fremlagt af et konsortium, hvor blandt andet grundejerne DSB og Nordisk Film stod som medunderskrivere.

Som årene gik, blev Nordisk Film dog utålmodig og fremlagde sit eget bud på et nyt Palads, der ikke forudsætter en overdækning af banegraven. 

Nordisk Film, der ejer Palads, har længe arbejdet for at få en ny biografbygning.
Nordisk Film, der ejer Palads, har længe arbejdet for at få en ny biografbygning. Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Ild i debatten om Palads

Mens der de seneste år har været mere stille, hvad angår projektet om den overdækkede banegrav, har der i perioder været ild i debatten om Palads.

Inden påske afleverede Nordisk Film materiale til en »startredegørelse«, som kommunen er i gang med at udarbejde. Den opridser de overordnede rammer for projektet og skal derefter behandles af Teknik- og Miljøudvalget. På længere sigt skal det munde ud i en ny lokalplan for området.

Materialet fra Nordisk Film omfatter tre forskellige forslag til, hvordan Palads kan komme til at se. De er tegnet af arkitektfirmaet COBE og blev fremlagt sidste efterår.

Med næste års budget forpligter de københavnske politikere sig på at igangsætte en startredegørelse om Palads inden udgangen af første kvartal af 2024, så arbejdet kan komme videre. Men det er ikke sikkert, at udformningen af projektet bliver præcis, som Nordisk Film har bebudet.

»Parterne forholder sig ret til at tilkendegive ønsker om ændringer af det af grundejerne fremlagte forslag,« står der i budgetaftalen. 

Derudover skal der sættes gang i arbejdet med at udforme en lokalplan for overdækningen af banegraven ved Vesterport.