Det er ikke gået som forventet.
Tidsplanerne er skredet, og problemer har gjort projektet markant dyrere.
Ikke nok med det, så har det omfattende vejarbejde på Rantzausgade i den grad sat gadens erhvervsdrivende på prøve.
Nu fortsætter anlægsarbejdet og går i gang med arealet mellem Griffenfeldsgade og Jægergade senest 6. november.
Det fremgår af et orienteringsbrev, som Københavns Kommune har sendt til beboere i området.
Modsat tidligere vil det nu også være muligt at cykle gennem gaden, mens arbejdet står på, står der i brevet.
Gaden på Nørrebro skal fornyes, skybrudssikres, delvis ensrettes og forgrønnes med blandt andet vejbump, så den bliver til en cykelgade, der er bedre og mere sikker for cyklister.
Forvaltningen beklager
Arbejdet har fået massiv kritik fra de lokale erhvervsdrivende i området. Den stærkt begrænsede adgang til gaden har svækket kundegrundlaget markant, siger de.
En af dem er Julie Claudi Petersen, der ejer blomsterbutikken Muld KBH, som har set sin omsætning visne bort.
Tidligere på året fortalte Julie Claudi Pedersen til Berlingske, at hun for at kompensere for sine tab har indledt en indsamling på nettet – og valgt at bo hos sine forældre i Jylland.
»Jeg er i gæld nu. Jeg har været nødt til at bruge af egne penge, jeg egentlig ikke har, for at få butikken til at overleve,« sagde hun.
Et andet kritikpunkt er, at erhvervsdrivende i Rantzausgade ikke mener, de er blevet informeret tilstrækkelig godt.
I det brev, som beboerne i området netop har modtaget, beklager Teknik- og Miljøforvaltningen over den dårlige kommunikation.
»Det er et stort ønske fra forvaltningens side, at borgerne er orienteret om de projekter, der finder sted i deres lokalområde. Vi beklager, at forvaltningen ikke løftede denne opgave tilfredsstillende i den forrige anlægsperiode,« skriver forvaltningen.
En beklagelse, som både forvaltningen og teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) også er kommen med før.
Forsinket
I løbet af en periode på et halvt år har butiksejerne løbende modtaget breve, hvori der står, at projektet bliver forsinket. I nogle af dem har der stået, at forvaltningen ikke kan give en slutdato for, hvornår arbejdet er færdigt.
Vejarbejdet er inddelt i fem etaper, hvor den, der nu bliver sat i gang, er nummer tre. Eller etape C, som kommunen kalder det.
Planen var oprindeligt, at hele projektet skulle være færdigt i sommeren 2023, men det er ikke gået sådan. Det samlede projekt ventes først at være færdigt i sommeren 2024.
Ikke nok med at tidsplanen er skredet dramatisk, problemerne har gjort prisen på vejarbejdet markant dyrere.




