I nattens mulm og mørke blev en Frederiksbergflise gravet op og erstattet af en farverig mosaik.
Senere blev den gravet op igen, men nu har politikerne på Frederiksberg Rådhus besluttet sig for, hvor »Irmapige«-mosaikken for eftertiden skal bo.
Fremover vil Irmapige-flisen kunne ses på Gammel Kongevej ved Codanhus, hvor der for en stund stadig ligger en stor Irmabutik.
Det fortæller Jan E. Jørgensen (V), formand for kommunens Miljø- og Trafikudvalg, til KøbenhavnLIV og Politiken.
»Vi tog en heroisk beslutning – vi var enige om at lægge den på Gammel Kongevej ved indgangen til Frederiksberg, hvor der efterhånden i en årrække har ligget en stor og lækker Irma-butik. Den bliver coatet, så den ikke går i stykker,« siger han til Politiken.
Det mest frederiksbergske hærværk
Natten til søndag den 23. april fjernede en ukendt gerningsmand en fortovsflise på Frederiksberg Allé og erstattede den med flisen af Irmapigen. Det skete i kølvandet på udmeldingen om, at Irma-butikkerne skulle lukke.
Flisen blev lagt side om side med 25 fliser med karikaturer af skuespillere, der har modtaget »Folkets Pris«, som hvert år gives til en af Danmarks største skuespillere.
Selvom der var tale om hærværk, stod det hurtigt klart, at Frederiksbergs politikere kunne lide det.

»Det er en meget frederiksbergsk måde at lave hærværk på. Hvis alt hærværk var af samme kaliber, ville det være fantastisk,« sagde Jan E. Jørgensen og kaldte værket for »charmerende«.
»Det dur ikke, hvis vi har en by, hvor folk begynder at grave kommunens fliser op og lægge egne ned. Punktum. Nyt afsnit. Når det er sagt, så synes jeg, den ser megafed ud,« sagde borgmester Michael Vindfeldt (S) til TV 2 Kosmopol.
Tæt på nostalgiske københavnere
På Frederiksberg Allé kunne flisen imidlertid ikke få lov at blive.
I maj besluttede et enigt Miljø- og Trafikudvalg, at flisen skulle flyttes – og beskyttes med et lag silikone, da der allerede var opstået skader på den.
Over for KøbenhavnLIV fremhæver Jan E. Jørgensen, at Irmapigeflisen vil blive lagt et sted, som både er synligt og tæt på kommunegrænsen til København:
»Vi ved, at Irma har betydet meget for københavnerne, og så skal de ikke så langt for at kigge på den og fælde en nostalgisk tåre.«
Datoen for, hvornår mosaikken vil være at finde på Gammel Kongevej, er endnu ikke fastlagt.