Godaften, kære læser.
Efterårsferien lakker mod enden, og selv om det samme kan siges om valgkampen, så er der stadig mere end en uge med politisk sjov og ballade tilbage, før krydset skal sættes.
Og uanset om du har tilbragt uge 42 på arbejdspladsen, et hotel under sydens sol eller i en feriehytte i Lalandia, så har Berlingske samlet feriens vigtigste historier til dig, så du kan lande på fødderne, når hverdagen igen melder sig.
Så skænk en kop kaffe og læn dig godt tilbage. For nu er der aftenpost.
Efterårsferiens mediedækning har været propfyldt med en tidligere statsminister, der har skabt momentum. For nok er lykken lunefuld, men Løkke – han kan smile bredt.
Den forgangne uge har han været den ubestridte hovedperson. Hans parti, Moderaterne, stiger i målingerne, og »en helt vild måling« viste onsdag, at det nystiftede parti står til at storme ind med 13 mandater.
Læg dertil, at Lars Løkke Rasmussen næsten fik en valgforskers »hoved til at eksplodere«, da en anden måling viste, at han nu er blå bloks foretrukne statsministerkandidat.
Måske er det derfor, at både de blå og de røde har rettet skytset mod både Løkke selv og hans kandidater. Blandt andre har Socialdemokratiets politiske ordfører, Rasmus Stoklund, og erhvervsminister Simon Kollerup (S) smidt fløjlshandskerne over for Løkke. Valgkampen er gået ind i sin slutspurt.
Daddy flyttede hjem til far og mor
Vi skal i vores efterårsferieoverblik også rundt på gader og stræder, som det især hedder under valgkampen. Nærmere bestemt skal vi et smut til Vestjylland, hvor LAs Alex Vanopslagh må rage efterårskastanjer ud af ilden.
Den liberale partileder med tilnavnet »Daddy« var lidt for lemfældig, da han flyttede sin adresse hjem til sin far og mor i 2020.
Dagbladet Information var først med historien om, at Alex Vanopslagh havde brudt reglerne for den gratis folketingsbolig, han havde fået stillet til rådighed i indre København. Han boede der simpelthen for meget.
I indeværende uge kunne B.T. så fortælle, at partiformanden slet ikke var berettiget til selvsamme bolig. Og det advarede partiets daværende pressechef, Anne Kirstine Cramon, ham om i 2020.
»Jeg kan jo godt regne ud, at når du flytter fra Vanløse til en folketingslejlighed i det indre København og også flytter din folkeregisteradresse hjem til dine forældre i Jylland, så er det nok i strid med de gældende regler,« siger Anne Kirstine Cramon, der i parentes bemærket tidligere har dannet par med Alex Vanopslagh.
Læs historien her.
Spiondrama i valgkampen
Tilbage til København og en sag, der har fyldt meget her i Pilestræde i efterhånden en pæn rum tid, og som i den grad også er blevet en del af valgkampen: sagen mod Lars Findsen, den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste.
Fredag kunne vi her på Berlingske fortælle, at en lang frokost med samtale mellem Lars Findsen og tidligere rigspolitichef Torsten Hesselbjerg indgår i tiltalen mod Findsen. Det bekræftede Torsten Hesselbjerg selv i et interview, som du kan læse her.
Berlingske har tidligere i valgkampen løftet sløret for, hvad det ellers ekstremt hemmeligholdte grundlag for tiltalen mod Findsen er.
Læs den historie her.
Sidste historie i vores overflyvning tilfalder det relativt nystartede medie Frihedsbrevet, der har været under cover for at donere penge til politikernes kampagner.
Det forholder sig sådan, at politiske partier og politikere i Danmark ikke må modtage anonyme donationer, hvis de overstiger 22.200 kroner. Men Frihedsbrevet kontaktede alle de politiske partier med et tilbud om at donere 50.000 kroner – dog på den ene betingelse, at man kunne forblive anonym donor. Og det er tydeligt, at langt de fleste partier er åbne for at omgå reglerne.
Nu er efterspillet begyndt. Hos Venstre måtte kredsformanden i gruppeformand Thomas Danielsens kreds trække sig. Nye Borgerliges Mette Thiesen var en af de politikere, der velvilligt rådgav om, hvordan man omgik reglerne. Og hun blev efterfølgende flæsket ned af sin partiformand i en sådan grad, at der nok bliver behov for en dialogkaffe i det borgerlige parti efter valgdagen.
Læs Frihedsbrevets historie her.
Tre lynhurtige historier
1. Selvom midten er det nye sort i dansk politik, er vi ikke blevet oversvømmet med tiltag over den politiske midte i valgkampen.
Men nu kommer Socialdemokratiet og Venstre med et opsigtsvækkende, fælles forslag. I Avisen Danmark foreslår den tidligere forsvarsminister Søren Gade (V) og den nuværende forsvarsminister, Morten Bødskov (S), at det skal være nemmere at være en del af Forsvarets reservestyrke.
2. Lars Løkke Rasmussen har ikke lagt skjul på, at det har været en bevidst strategi at stille med kandidater, der har erhvervserfaring frem for politisk erfaring. En af dem er Moderaternes spidskandidat i Østjylland, Tobias Grotkjær Elmstrøm, der i tre sager ifølge Advokatnævnet har »groft tilsidesat god advokatskik«.
Læs DRs historie her.
3. Danskernes pensionsalder stiger og stiger. Det har været et emne i valgkampen, og nu anviser fremtrædende økonomer en mulig ny vej til et kompromis om den omstridte pensionsalder, der af økonomer omtales som en diamant i dansk reformpolitik.
Læs Berlingskes historie her.
Dagens citat
... står Danmarksdemokraternes Inger Støjberg for. Hun inviterede under den første partilederdebat tidligere på måneden Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, med på besøg hos sin bror, der er landmand. Det var Villadsen ikke sen til at acceptere, og Jyllands-Posten var med, da de to søndag slog et smut forbi.
Inden de to skålede i mælk, faldt dagens citat fra Støjberg.
»Der skal meget til at skræmme min storebror, men ikke desto mindre kan en fra Enhedslisten faktisk gøre det,« sagde hun til Villadsen, med henvisning til at Enhedslisten vil nedlægge halvdelen af den animalske produktion.
Dagens interview
… er ganske ydmygt signeret af undertegnede. SFs Jacob Mark er for nylig blevet kaldt liberalist, og det har fået ham til at tænke over, at frihed, selveje og decentral velfærd skal være et venstrefløjsemne. Og så leverer han en bredside mod Socialdemokratiet, som han mener betragter børn og unge »som et instrument, der skal holde staten kørende«.
Læs interviewet her.
Dagens portræt
Der er to sider af Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.
Det beskriver Politiken i hvert fald i dette portræt af statsministerkandidaten, den joviale soldat, den forbilledlige leder, der kan samle fløjene. Og som ingen kan lide. Politiken har delt portrættet op i to historier – en lys, der er vinklet positivt, og en mørk, der fokuserer på den negative fortælling om Ellemann.
Jeg synes, det fungerer.
Har du tippet en 13er endnu?
Ellers gør det her, og vær med i Berlingskes store valgkonkurrence.
Det sker i morgen
Klokken 9 mødes Søren Pape Poulsen (K) med børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K) og kandidat Helle Bonnesen foran Nyboder Skole i København og snakker om de folkeskoleelever, som bliver de første, der bliver ramt af den nye fordelingsmodel for gymnasierne næste år.
Klokken 9 er der også »Tænk Nyt-debat« på Roskilde Festival Højskole. Her deltager blandt andre Sofie Carsten Nielsen (RV) og Morten Messerschmidt (DF).