Der er stort set intet økonomisk fornuftigt i at udbetale 1.000 kroner til personer på overførselsindkomst, lyder det fra tidligere overvismand og nuværende professor i økonomi, Michael Svarer.

»Den her del af den økonomiske sommerpakke gør ikke meget til eller fra. Feriepengene havde været et tilstrækkeligt instrument at bruge. Man kunne også have valgt at udbetale lidt flere feriepenge og få samme effekt langt billigere, da feriepengene ikke skal tages fra de offentlige instanser,« siger han.

Aftalen om at udbetale 1.000 kroner til blandt andre pensionister, førtidspensionister og migranter på hjemsendelsesydelse koster i alt 1,8 milliarder kroner i statskassen og er en del af den økonomiske sommerpakke, der skal skubbe gang i samfundsøkonomien efter coronakrisen.

Netop denne del af pakken har mødt massiv kritik fra flere borgerlige politikere, der kritiserer regeringen for at høste stemmer ved at udbetale penge til en bestemt vælgergruppe.

»Det her er skamløst køb af vælgere, som man ellers kun så i slutningen af den romerske republiks historie. Simpelthen skamløst. Direkte penge udbetalt som en gave fra staten til udvalgte grupper uden egen indsats. Det er grænseløst,« lyder det blandt andet i et tweet fra den tidligere minister og Venstre-profil Søren Pind.

Tidligere folketingsmedlem for Venstre, Jakob Engel-Schmidt, melder sig også i koret af kritikere.

»Mennesker, der ikke har fået indefrosset deres feriepenge, fordi de ikke har optjent nogen, skal have en kontant gave i omegnen af kr. 1.000 – betalt af fælleskassen, foreslår landets finansminister. Jeg er målløs!« skriver Jakob Engel-Schmidt på Facebook.

Intet økonomisk argument

Michael Svarer kan godt se, at der kan være et politisk argument for at give pengene til en udvalgt gruppe af borgere, men han påpeger igen, at der ikke er noget økonomisk argument.

»Rent økonomisk er det ikke et indgreb, der vil have særlig stor betydning,« siger han.

Han mindes ikke, at der tidligere er blevet udbetalt penge på denne måde til udvalgte borgere. Efter finanskrisen fik nogle borgere udbetalt en del af deres pensionsordninger for at skubbe gang i samfundsøkonomien igen, hvilket ifølge økonomen svarer til den måde, man vælger at udbetale feriepenge på nu. Men at betale et bestemt beløb til en udvalgt borgergruppe, har han ikke tidligere hørt om.

Dog påpeger Michael Svarer enkelte positive ting ved, at pengene udbetales til denne gruppe af borgere.

»Det er nemt at implementere og få sat i gang, så pengene vil hurtigt komme ud i samfundet. Det er målrettet en gruppe af borgere, der har en relativ høj forbrugstilbøjelighed, så man kan godt regne med, at de bruger de fleste af pengene, når de får dem,« siger han.

Sommerpakken, som blev indgået på Christiansborg natten til mandag, indebærer blandt andet også, at danskerne får udbetalt tre ugers feriepenge til oktober.

Til efteråret skal partierne forhandle om de to sidste to ugers indefrosne feriepenge.