Terrorforsker: Bedst at få de danske islamister hjem, men »det er ikke en rar tanke«

Danmark er bedst tjent med at tage imod danske jihadister, der har kæmpet for Islamisk Stat i Syrien og Irak. Så er der nemlig styr på dem, lyder det fra terrorekspert.

En gruppe mænd, der menes at være IS-krigere, fanget i slutningen af januar i det østlige Syrien. DELIL SOULEIMAN

Danmark gør klogest i at få jihadister hjem til straf og afsoning i Danmark i stedet for at overlade dem til deres egen skæbne og straf i Syrien og Irak.

Sådan lyder vurderingen fra terrorforsker og chef for Institut for Strategi på Forsvarsakademiet Anja Dalgaard-Nielsen, efter at flere danske politikere – lige fra udenrigsministeren til Socialdemokratiets retsordfører – klart og tydeligt har sagt nej tak til en opfordring fra den amerikanske præsident til Danmark og andre europæiske lande om at hente flere end 800 jihadister hjem til retsforfølgelse i Europa.