Omkring 30 norske statsborgere menes at være blandt de omkring 800 overlevende IS-krigere, der er fanget i Syrien. Hertil kommer samme antal børn med norsk tilhørsforhold.
»Vi kan ikke lige nu sende norske diplomater ind og hente nogen ud. Men om det så skulle blive en anden løsning, må vi på et tidspunkt også tage et ansvar for vores borgere,« sagde den norske statsminister, Erna Solberg, til avisen VG som reaktion på USAs krav om, at de europæiske lande henter sine statsborgere hjem til retsforfølgelse i deres hjemlande.
»Vi skal ikke tro, vi har nedkæmpet IS, selvom de ikke længere har et territorium. Mange krigere er gået under jorden. Der er stadig en fare for terrorhandlinger fra IS,« siger statsminister Solberg, der ligesom landsmanden, NATO-chef Jens Stoltenberg, også har udtrykt lettelse over, at IS har mistet kontrollen over sit sidste landområde.
Solberg præciserer over for VG, at Norge ikke som Frankrig allerede nu aktivt vil hente sine egne statsborgere hjem, men hun oplyser, at man forbereder sig på, at måske selv vender hjem.
»En norsk statsborger har ret til at bo i Norge. Det er der ingen tvivl om. Men man skal dømmes for de handlinger, man har udført,« siger hun til VG.