Med sejre i Tour de France, Giro d’Italia og VM har Tadej Pogacar været så suveræn i år, at kun en enkelt rytter har formået at hente ham fra et soloudbrud. En så stor dominans fører uvægerligt tankerne til cykelsportens problematiske fortid, men både Brian Holm og videnskaben søger mod andre forklaringer.
Det lignede afgørelsen, da Tadej Pogacar med sit drengede, ivrige smil susede alene over bjergpasset Pas de Peyrol på 11. etape i årets Tour de France. Nogle lange sekunder bag ham fulgte Jonas Vingegaard med et tungt tråd og hektisk udtryk, mens drømmen gled ham af hænde, og tilskuerne hujede dem begge videre.
Jeg gik længere op ad bjerget lidt over passet. Tadej Pogacar, der en måned tidligere vandt Giro d’Italia og senere skulle vinde både Tour de France og VM, var allerede langt væk på bjergsiden under mig.
