Tre gange på tre dage er hovedstadsområdet blevet ramt af skyderier. To unge mænd har mistet livet.
Det får nu SF til at efterlyse en orientering af Folketinget fra justitsminister Nick Hækkerup (S) om, hvad man i øjeblikket ved om, hvad der foregår i Københavns kriminelle underverden. Situationen er så alvorlig, at den kræver politisk handling, siger partiets retsordfører, Karina Lorentzen.
»Ministeren må indkalde Folketingets partier og give en status på sagen. For der er helt sikkert mere i dette her, end hvad der bliver lagt frem i offentligheden. Vi må forholde os til, om vi fra politisk side skal gøre noget,« siger Karina Lorentzen.
»Jeg er bekymret over, om vi kan være på vej ind i en ny bandekrig. En bare 17-årig dreng blev skudt hos en frisør med andre kunder til stede. Det er skræmmende,« siger Karina Lorentzen.
Det er endnu uvist, om de seneste dages skyderier har relation til hinanden. En 27-årig mand, der blev skudt i ryggen og mistede livet på Nørrebro, er kendt af politiet fra bandesammenhænge, og Københavns Politi arbejder med flere hypoteser i efterforskningen, herunder en mulig konflikt i rocker-bandemiljøet.
Al Capone og patruljebiler
SF fremlagde fredag sit udspil til en ny bandepakke med blandt andet mere fokuseret patruljering i bandeplagede områder, øget fokus på bandernes pengestrømme, bedre placering af overvågningskameraer og en udvidet anvendelse af undercover-agenter.
Det handler ikke mindst om bedre udnyttelse af de redskaber, myndighederne allerede i dag har til rådighed i kampen mod banderne.
En opgørelse fra Rigspolitiet viste for fire måneder siden, at myndighedernes »jernnæve« over for banderne, de såkaldte Al Capone-enheder bestående af politi, skattemyndigheder og kommuner, som efterforsker rockeres og bandemedlemmers økonomi, har vist markant dårligere resultater sidste år end hidtil.
Det skyldes ifølge National Efterforskningsafdeling i Rigspolitiet, at Al Capone-indsatsen i 2020 har været hæmmet af coronarestriktioner.
»Sidste år tog Al Capone-indsatsen lidt et dyk. Men det virksomme er at holde det økonomiske tryk på banderne hele tiden. Og konfiskere alt, hvad bandemedlemmerne ikke kan gøre rede for. Det er jo formentlig coronakrisen, der har gjort, at politiet har haft andre opgaver. Men det er jo desværre symptomatisk, at når politiet beskæftiger sig med én ting, så blomstrer problemerne op et andet sted,« siger Karina Lorentzen.
En undersøgelse fra Rigsrevisionen viste i oktober, at politiets patruljeringer 28 procent af tiden foregår i områder uden nævneværdig kriminalitet. Og at overvågningskameraer i flere tilfælde er sat op, hvor de ikke har nogen effekt. Undersøgelsen fra Rigsrevisionen konkluderer blandt andet, at en mere målrettet opsætning af overvågningskameraer kunne have dækket cirka 140 procent flere anmeldelser.
»Det er ikke givet, at bedre placerede kameraer kunne have hjulpet ved disse skyderier. Men det er meget tankevækkende, hvilket potentiale der ikke er indfriet. Vi er i gang med at uddanne flere politifolk, men det tager jo tid. Derfor burde vi rette blikket hen, hvor vi bruger ressourcerne forkert lige nu,« siger Karina Lorentzen.

Hækkerup: Vi har ikke set det sidste initiativ
Berlingske arbejder på at få en kommentar fra justitsminister Nick Hækkerup.
Fredag udtalte han til Ekstra Bladet, at han ser positivt på SFs forslag.
»Skyderier på åben gade er fuldstændig uacceptabelt og må aldrig blive en del af hverdagen i Danmark. Politiet er massivt til stede i de berørte områder for at efterforske hændelserne og skabe tryghed for borgerne,« skriver Nick Hækkerup til avisen.
»Regeringen har taget en række tiltag på området, og jeg kan garantere, at vi ikke har set det sidste initiativ fra regeringens side i kampen mod banderne. Og derfor ser jeg også positivt på, at SF har stillet en række yderligere forslag,« skriver ministeren.
15 ud 42 drab begået i Danmark sidste år skete på grund af opgør i bandemiljøet. Dermed har 2020 slået alle rekorder for bandedrab.