Støjberg langede ud efter dem – nu viser det sig, de støttede hendes valgkamp

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblik over dagens vigtigste historier, så du er godt klædt på fra morgenstunden.

Politiken har gennemgået pengeoverførslerne til Inger Støjbergs valgkamp under seneste folketingsvalg. Arkivfoto: Søren Bidstrup Søren Bidstrup

Godmorgen, kære læser, og velkommen til morgenoverblikket på en fredag, hvor alle taler om det samme.

Hun ser ud på os fra avisernes forsider – men er her ikke længere.

Storbritannien har mistet en person, som i syv årtier har siddet på sin trone som en konstant i en omskiftelig verden. Dronning Elizabeth 2. sov torsdag aften stille ind, 96 år gammel. Hun afløses af sin søn, kong Charles 3.

Hun satte venstre fod foran højre, hjertet blev ved med at slå, og hun arbejdede sig til en nærmest utrolig popularitet. Og deri ligger en pointe, skriver Berlingskes udenrigskorrespondent, Poul Høi, i denne nekrolog.

Vi skal også forbi andre emner denne fredag. Blandt andet budgetforhandlingerne i Københavns Kommune, der har taget en historisk opsigtsvækkende drejning – og en ekspert, der vil indføre skærm ved middagsbordet.

Men først til en anden sag, som kun synes at blive mere spektakulær.

Findsen-sagen vækker politisk forargelse

Onsdag kom det frem, at den nuværende PET-chef, Finn Borch Andersen, har delt detaljer om Lars Findsens, den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, sexliv med toppolitikere under politiske briefinger på Slotsholmen tidligere i år.

Det vækker nu forargelse på Christiansborg, hvor partier på tværs af blokkene kritiserer håndteringen af sagen i hårde vendinger.

Senest er det Jakob Scharf, der er tidligere PET-chef, som kritiserer, at Findsens sexliv skulle være en del af sagen – og politikerne lægger sig på linje med den tidligere PET-chef.

Sagen om den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, har vakt bred opsigt. Mads Joakim Rimer Rasmussen

Mens Enhedslistens retsordfører Rosa Lund kalder behandlingen af Lars Findsen for uprofessionel, mener Liberal Alliances Alex Vanopslagh, at det styrker mistanken om, at der er usaglige motiver i spil i sagen.

Den tidligere statsminister for Venstre Lars Løkke Rasmussen, der nu er formand for Moderaterne, er en af dem, der har fået en politisk briefing, og i dag kalder han briefingen for unuanceret.

Løkkes syn på sagen og meget andet kan du læse mere om lige her.

Velfærdens varme hænder må vige for bureaukratiets kolde

Statsminister Mette Frederiksen (S) var ikke i tvivl, da hun holdt sin første åbningstale i Folketinget.

Hun ville sørge for flere varme hænder i vores alle sammens velfærdssamfund. Samtidig ville hun tage et opgør med det overflødige bureaukrati og pseudoarbejdet.

Altså skulle bureaukratiets kolde hænder vige for velfærdens varme.

Men omvendt skulle det alligevel ende. Det viser en analyse fra den borgerlig-liberale tænketank CEPOS.

Her konkluderes det, at antallet af ansatte i staten er steget med 15.200 årsværk fra 2011 og 2022.

Problemet er bare, at disse ansættelser findes i ledelses- og administrationslagene.

Altså er det ikke – til trods for de politiske intentioner – endt med flere varme hænder i det offentlige.

Skatteminister Jeppe Bruus (S) anerkender da også, at regeringen ikke er i mål med det, statsministeren satte sig for i 2019.

Men han hæfter sig blandt andet ved, at der under S-regeringen er blevet arbejdet på at genoprette skattevæsenet, som selvsagt primært bidrager med kolde hænder.

Du kan læse artiklen og ministerens svar i Berlingske.

De fine saloner støttede Støjbergs valgkamp

Den næste historie finder vi i Politiken, der har gennemgået pengeoverførslerne til Inger Støjbergs valgkamp under folketingsvalget i 2019.

Og det viser sig, at netop »de fine saloner«, hun har langet særdeles hårdt ud efter, støttede hendes valgkamp.

Inger Støjberg, der er stifter af og formand for Danmarksdemokraterne, tidligere minister og tidligere næstformand i Venstre, har ellers i et stykke tid haft gang i en kampagne mod de fine saloner i København.

Kampagnen blev lanceret, da hun holdt sin afskedstale som næstformand i Venstre, hvor hun trak en skarp grænse mellem salonerne og resten af Danmark.

Men de to erhvervsklubber »Debatselskabet Velstand og Virkelyst« og »Erhvervsforum II« støttede hendes valgkamp.

Og klubberne, der er omgærdet af stort hemmelighedskræmmeri, kan ifølge eksperter godt kaldes for »saloner«, selvom Støjberg selv tidligere har meddelt, at hun aldrig har haft sin gang i de fine saloner i København.

Inger Støjberg har afvist at kommentere sagen.

Du kan læse hele historien i Politiken.

Sådan mistede Socialdemokratiet grebet om Københavns husholdningsbudget

Aftalen om Københavns budget i 2023 var ikke spået til at blive et drama. Men det skal vi da lige love for, at det er blevet – et historisk et af slagsen.

Et drama, som ifølge politisk kommentator Carsten Mai kan få betydning for Socialdemokratiets traditionelle rolle som partiet med overborgmesterposten.

Således står partiet med overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) i spidsen for første gang uden for aftalen om kommunens økonomi.

Men ikke af egen fri vilje, erfarer Berlingske.

Sophie Hæstorp Andersen er den første socialdemokratiske overborgmester i København nogensinde, der er sat uden for indflydelse på kommunens husholdningsbudget. Arkivfoto: Mathias Svold  Mathias Svold

Overborgmesteren stod i spidsen for forhandlingerne med partiets udspil til budgettet i hånden.

Men de andre partier ville det anderledes – det fik hun at føle på den hårde måde.

Ifølge Berlingskes oplysninger forventer en koalition at præsentere en budgetaftale fredag formiddag.

Hvis der bliver indgået en aftale mellem Enhedslisten og de blå partier på rådhuset udenom S og SF, er det ifølge Carsten Mai »ikke sidste gang, det kommer til at ske«.

Læs historien her.

Ekspert anbefaler skærm ved middagsbordet og digitale medier til børnehavebørn

Vi runder af med en artikel fra Jyllands-Posten.

Det skal handle om børn og skærm, men nok ikke på den måde, du forestiller dig. For mens de fleste taler om at begrænse skærmtiden, taler medieforsker Stine Liv Johansen om at indføre den.

»Mit råd er, at der skal være skærmtid ved familiernes middagsborde. Tag jeres skærme frem ved middagsbordet og vis hinanden, hvad I hver især er optaget af på samme måde, som vi spørger, hvordan det gik i skolen eller til håndbold i dag«.

Mens de fleste taler om at begrænse skærmtid, taler medieforsker og forfatter om at indføre den. Bernd von Jutrczenka/dpa/AP/ritzau Scanpix

Stine Liv Johansen mener, at vi har forsømt at opdrage vores børn til at bruge digitale medier – og har senest forfattet bogen »10 tanker om digital dannelse«, der udkom i sommer.

»Vi har ladet vores børn sidde for meget alene med deres personlige skærme, og vi har derfor misset en mulighed for, at digitale medier kan give os et fællesskab. Vi står der og spørger, om børnene ikke skal spille et brætspil, fordi vi vil have dem væk fra skærmen. Men vi kunne også nogle gange sætte os ned ved siden af dem og se med i deres verden, som de er optaget af.«

Det sker i dag:

Ifølge Berlingskes oplysninger forventer en budgetkoalition på Københavns Rådhus at præsentere en budgetaftale for 2023 fredag formiddag.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) er i Rwanda, hvor de taler til pressen omkring klokken 10.

EUs energiministre holder ekstraordinært møde i Bruxelles. Her skal de udveksle synspunkter om mulige nødforanstaltninger til afbødning af de høje energipriser og status for beredskabet til næste vinter.

I Sverige er der afsluttende partilederdebat forud for valget til Riksdagen søndag.

Sidst men ikke mindst ventes den nyslåede kong Charles 3. at holde sin første tale til den britiske nation som konge.

Rigtig god dag!