Mens Danmark på solskinsdage næsten ligner sig selv, og stadig færre bliver smittet og indlagt, så bliver det tydeligere og tydeligere for alle, at vi befinder os i den famlende begyndelse af en langvarig tilstand, der ændrer vilkårene for de fleste.

Det var derfor, SAS handlede så drastisk ved at beslutte at fyre halvdelen af alle medarbejdere, og det er derfor, Norwegian kæmper for overlevelse. Man kan se det i de lande, hvor genåbningen er begyndt og butikkerne åbnet. Virussen er blevet adfærdsregulerende. Den har inficeret den usårlige tiltro til fremtiden, der får os til at forbruge. Vi samler forråd.