Borgere og besøgende med transportbehov i og omkring Frederiksberg Kommune kan snart benytte sig af de elektriske løbehjul, som siden 2020 har været bandlyst fra store dele af København.
Frederiksberg Kommune har indgået en aftale med elløbehjulsoperatøren Bolt om, at 125 elektriske løbehjul i fremtiden skal indgå i bybilledet. Det oplyser Bolt i en pressemeddelelse.
De 125 løbehjul er del af en større aftale om at tillade fire private operatører at udleje op til 500 elektriske løbehjul i kommunen. Løbehjulene skal placeres i afmærkede elløbehjulsbokse på tværs af Frederiksberg for at undgå samme problematik som i Københavns Kommune, hvor løbehjulene blev efterladt rundt omkring i byen.
Dette har Frederiksberg Kommune afsat ti parkeringspladser til. Kommunen håber dog, at kunne placere boksene ved metrostationer, Zoologisk Have og Flintholm Svømmehal.
»Vi betragter det som en godt supplement til de andre transportformer, vi har. Noget, der kan få flere til at bruge kollektiv transport, hvis man kan tage et løbehjul hen til nærmeste metrostation. Noget, der kan få færre til at tage bilen, og som i det hele taget kan medvirke til mobilitet,« siger Jan E. Jørgensen (V), der formand for miljø-, bynatur og mobilitetsudvalget i Frederiksberg Kommune.
Rasmus Holme Nielsen (EL), som er næstformand for Miljø-, Bynatur- og Mobilitetsudvalget, tvivler dog på, at løbehjulene kan få færre borgere til at vælge bilen.
»Elløbehjulene tager folk i den forkerte retning. Det er fodgængere, som stopper med at gå og hopper på løbehjulet. Det er ikke bilister, der hopper ud af bilen, og tager løbehjulet på arbejde,« forklarer han.
»Bilture er som regel af længere varighed. Hvis du eksempelvis skal på weekendtur til Den Blå Planet med dine børn hopper du jo ikke ned og tager fire løbehjul.«
Et »livsfarligt« alternativ
Året før man fjernede de omdiskuterede løbehjul fra Københavns Kommune, viste tal fra Region Hovedstaden, at 300 personer var kommet til skade i ulykker med elløbehjul.
I den forbindelse udtalte trafikforsker ved Aalborg Universitet Harry Lahrmann til Berlingske:
»Tallene fra hovedstaden bekræfter, hvad man kan sige sig selv, nemlig at disse løbehjul er livsfarlige, når man ser på deres mangel på stabilitet, hastighed, bremseevne og andet.«
Også sikkerheden har været oppe at vende i forbindelse med den nye aftale på Frederiksberg. Elløbehjulsoperatøren Bolt har eksempelvis oprettet et safety toolkit, som blandt andet omfatter, at man, idet man stiger på et løbehjul, kan vælge at oplyse, at man er nybegynder. Løbehjulet vil dermed begrænse den maksimale hastighed.
»Det er en ordning, vi evaluerer, men det er jo ikke farligere at køre på et udlejningsløbehjul, end det er på et løbehjul, man har købt i en butik. Og det er jo altså et lovligt transportmiddel, skal vi huske. Hvis det viser sig at være meget farligt, så må Folketinget jo forbyde det,« siger Jørgensen.
Der er endnu ikke fastsat en endelig dato for, hvornår løbehjulene vil kunne ses i gadebilledet. Bolt oplyser, at det vil ske inden længe.