Skatteministeren udelod centrale CO₂-tal i et svar til Folketinget

Dagens overblik: Skatteministeren udelod centrale CO₂-tal for hybridbiler i et svar til Folketinget, Enhedslisten vælter en minister, og selskabet bag Nemlig.com er blevet fyret af Københavns Kommune.

Velkommen til dagens overblik, hvor du blandt andet kan læse om, at skatteminister Morten Bødskov (S) har udeladt tal for pluginhybriders CO₂-udledning i et svar til en folketingspolitiker. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Godmorgen kære læser!

Så blev det endelig fredag.

Lige om hjørnet lurer weekenden, men inden vi når så langt, så venter dig her et frisk nyhedsoverblik.

Og det er et begivenhedsrigt et af slagsen. For torsdag måtte en minister forlade sin post, fordi han ikke længere havde tillid fra et af regeringens støttepartier. Og muligvis er endnu en minister på vej ind i en lignende møgsag. Skatteminister Morten Bødskov (S) har nemlig udeladt centrale CO₂-tal i et svar til Folketinget.

Disse og flere spændende historier kan du få dig et resumé af længere nede på siden. Men inden vi kommer til det, kan du lige danne dig et overblik over det seneste døgns coronatal.

Biskoppen kunne ikke holde fingrene for sig selv – nu rammer straffen hårdt

Det er kun sket en gang tidligere på 100 år. Men nu er en svensk biskop blevet fyret på gråt papir.

Årsagen: Han har været sin kone utro med en ansat i stiftet. Derfor har biskoppen Thomas Petersson ikke længere noget arbejde i regi af Svenska Kyrkan.

Biskoppen selv er rystet over afgørelsen:

»Det er et stort skridt. Jeg har levet hele mit liv i Svenska Kyrkan, og det er den eneste uddannelse, jeg har. At være præst har været mit hele liv. Nu er opgaven blevet revet bort fra mig. Jeg ved, at jeg skulle have håndteret hele udgangspunktet for sagen anderledes,« siger Thomas Petersson til den svenske avis Kyrkans Tidning.

Sidste gang en biskop i Sverige fik frataget sin post, var for mere end 60 år siden. Dengang blev biskoppen Dick Helander fritstillet, fordi han blev anklaget for at have svinet sine modkandidater i biskopvalget til.

Du kan læse mere om beslutningen, og om hvordan den har skabt en heftig debat om tilgivelse ved at klikke her.

Skatteministeren vidste, at hybridbiler udledte for meget CO₂ uden at fortælle det

Skatteminister Morten Bødskov (S) undlod, på trods af spørgsmål fra Folketinget, at oplyse om CO₂-udledningen fra de såkaldte pluginhybrider, selvom skatteministeren faktisk lå inde med tallene for CO₂-udledningen.

DRs »Detektor« kan nu fortælle, at Morten Bødskov siden november 2021 har haft tal, der viser, at pluginhybrid-bilerne i gennemsnit udleder mere end dobbelt så meget CO₂, som de må for at tælle med i regeringens opgørelse over grønne biler.

Transportministeriet og Skatteministeriet har haft tallene siden oktober 2021. Siden er tallene blevet opdateret i Vejdirektoratet, og de nye tal har Skatteministeriet fået i hænde 29. november 2021. Skatteministeren skulle ifølge »Detektor« være orienteret om tallene ultimo november.

Alligevel har skatteministeren afvist at diskutere de skatterabatter, der er på pluginhybrider over for Dagbladet Information 7. december, fordi der »ikke var tal for de danske bilejeres opladningsmønstre«.

Det samme svar gav han til Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, der havde spurgt efter opdaterede tal for plugin -bilernes CO₂-udledning.

Skatteministeriets pressetjeneste oplyser til »Detektor«, at man ikke fremsendte tallene til Kristian Pihl Lorentzen i december sidste år, fordi man ventede på en spørgeskemaundersøgelse, som ministeriet laver med Danmarks Statistik.

Jeppe Juul, der er seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling, siger til Information, at »Skatteministeriet har dækket over de faktiske tal«.

»Og når de faktiske tal så endelig kommer frem, ender man så med at være ligeglad med dem, « siger han og henviser til, at afgiftsrabatten stadig gælder.

Spionchefen skal for retten igen fredag

Chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) Lars Findsen skal fredag stilles for retten i retssal 41 i Københavns Byret. Hans 58 dage lange varetægtsfængsling udløber nemlig, og retten skal derfor afgøre, om der stadig er grund til at holde ham bag tremmer i Hillerød Arrest.

Spionchefen er sigtet efter stykke ét i straffelovens paragraf 109. Den kommer fra kapitlet om statsforbrydelser og har en strafferamme op til 12 års fængsel.

Findsen er sammen med tre andre efterretningsfolk sigtet for at have lækket fortrolige oplysninger for efterretningstjenesterne.

Du kan læse mere om retsmødet i dagens Berlingske, hvor juraprofessor Jørn Vestergaard også vurderer, at det bliver »op ad bakke for forsvarerne« at få Lars Findsen løsladt.

Lars Findsen har siddet varetægtsfængslet i 58 dage. Fredag udløber hans varetægtsfængsling, og derfor skal han møde op i Københavns Byret, hvor det skal afgøres, om han fortsat skal sidde fængslet. Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix (arkiv)

Nemlig.coms ejer fyret af Københavns Kommune

Intervare, det selskab, der ejer nemlig.com, er blevet fyret af Københavns Kommune.

Det har et flertal i Københavns Borgerrepræsentation besluttet på et møde torsdag. Opsigelsen er en reaktion på kritisable arbejdsforhold hos nemlig.com og Intervare, som kommunens indsatsteam mod social dumping har undersøgt.

Chaufførerne hos Intervare har haft meget lange arbejdsdage, har ikke haft ferie og har været underbetalt, skriver Politiken.

Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (A), mener, at det har været en nødvendig beslutning.

»Intervare har trods gentagne advarsler ikke rettet op på de dybt kritisable løn- og arbejdsvilkår, som vores indsatsteam mod social dumping har afdækket. Det kan vi ikke acceptere, så derfor stopper vi samarbejdet nu,« siger Sophie Hæstorp Andersen til Politiken.

Ophævelsen af kontrakten med Intervare sker med et varsel på fire uger, men når kontrakten ophører, vil borgerne kunne få deres indkøb fra en anden leverandør.

Industrigiganter vil sætte turbo på grønt jetbrændstof

Partnerskabet Green Fuels for Denmark med Ørsteds topchef Mads Nipper i spidsen overhaler nu regeringen, når det gælder ambitioner om grøn omstilling af indenrigsflyvningen i Danmark.

Mere præcist vil Green Fuel for Denmark fremrykke produktionen af jetfuel, så den potentielt kan begynde i 2025 på et værk ved Avedøre Holme i 2025. Hvis alt går vel, så vil produktionen nå et niveau, der kan dække hele Danmarks forbrug af flybrændstof til indenrigsrejser i 2027.

Det er tre år før regeringens ambition.

»Statsministerens nylige udmelding om at accelerere den grønne omstilling af luftfarten har direkte ført til, at vi i partnerskabet vil finde en vej, der muliggør, at vi kan producere flybrændstoffer allerede i 2025,« siger Ørsteds administrerende direktør, Mads Nipper, til Berlingske.

Han er sammen med tunge virksomheder SAS, Københavns Lufthavne, A.P. Møller – Mærsk og DFDS gået sammen om projektet Green Fuels for Denmark. Partnerskabet arbejder på at udvikle det grønne brændstof, som fly og skibe i fremtiden skal drives af.

Benny Engelbrecht trækker sig som minister

Torsdag aften valgte nu forhenværende transportminister Benny Engelbrecht (S) at trække sig fra sin post. Det gjorde han, fordi Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, på et pressemøde annoncerede, at partiet ikke længere nærede tillid til ham.

Det sker, fordi Benny Engelbrecht ikke udleverede tal for klimaeffekten i forbindelse med den storstilede infrastrukturaftale, som blev indgået i juni sidste år. Tallene centrerede sig om CO₂-udledningen ved anlægsfasen af en række byggeprojekter.

Senest kunne Ingeniøren og MobilityWatch afsløre, at Transportministeriet lå inde med tallene, men at de ikke var blevet udleveret.

På et samråd torsdag beklagede ministeren, at tallene ikke var blevet udleveret, men han mente ikke, at han havde løjet eller vildledt de andre partier.

Enhedslisten har tydeligvis set anderledes på den sag, og derfor måtte ministeren trække sig.

Det sker i dag:

  • For de erhvervsinteresserede er det værd at vide, at Carlsberg præsenterer sit årsregnskab omkring klokken 8.00. Klokken 14.30 kommer det amerikanske »kongetal«, det tal, der viser, hvor mange job der er blevet skabt den seneste måned.

  • Varetægtsfængslingen af chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen udløber klokken 9.00.

  • Vinter-OL i Beijing skydes officielt i gang med åbningsceremoni. Det finder sted klokken 13.00 dansk tid.