Signe donerer æg til barnløse par: Skal stikke sig selv og have en 30 centimeter lang nål op i underlivet

Stadigt flere kvinder vælger at donere æg for at hjælpe ufrivilligt barnløse par. 32-årige Signe har doneret æg de seneste to år, og hun håber, at endnu flere vil gøre som hende i fremtiden. Berlingske var med, da Signe lagde sig på briksen på Rigshospitalet for at få taget æg ud.

Flere kvinder vælger ligesom Signe at donere æg. Berlingske var med, da hun donerede æg for fjerde gang. Søren Bidstrup

»Det er ikke så dramatisk, som mange tror,« siger Signe, da hun mødes med Berlingske på Rigshospitalet, kort tid før hun skal ind og donere æg.

Godt nok skal hun have en 30 centimeter lang, tynd nål op i underlivet, og godt nok har hun de foregående seks aftener stukket sig selv med en kanyle med hormoner for at hjælpe kroppen med at producere så mange modne æg som muligt.