37-årige Heidi er blevet steriliseret: »Bare fordi man har en livmoder, behøver man ikke bruge den«

37-årige Heidi Birch har aldrig haft lyst til at få børn. Hun vil hellere leve et liv med frihed og tid til sig selv end et liv med ansvaret for et andet menneske. Derfor tog hun for halvandet år siden valget om at blive steriliseret. »Moderskabet er mere end nogensinde før et til- eller fravalg,« siger en ekspert.

»Det her er den frihed, jeg kan give mig selv. Jeg er sikker på, at det er det rigtige for mig,« siger Heidi Birch om sit valg om ikke at få børn. Søren Bidstrup

Siden Heidi Birch var en ung kvinde i begyndelsen af 20erne, har hun vidst, at et liv med børn ikke tiltalte hende.

»Det har aldrig sagt mig noget. Jeg har aldrig forstået det dér med, at æggestokkene dirrer, når man ser en lille baby, og jeg har heller aldrig været den, der har skyndt mig hen til barnevognen, hvis en af mine kollegaer er kommet på besøg med sit barn midt i sin barsel,« lyder det fra den i dag 37-årige kvinde.