Forsvaret har taget en længe ventet beslutning om det danske luftforsvar.
Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen er blevet enige om, at det er tyske maskinkanoner, der skal beskytte de danske soldater i den kommende 1. Brigade fra oven.
Det nye, mobile luftværn bliver bygget på Skyranger-tårne fra det tyske firma Rheinmetalls. Tårnene skal sammen med et missilsystem monteres på brigadens pansrede mandskabsvogne og bekæmpe fly, helikoptere og droner på kortere afstande.

Ifølge den europæiske udbudsportal TED får aftalen en samlet værdi af 920 millioner kroner, skriver Ingeniøren.
Beslutningen er truffet som en del af det indeværende forsvarsforlig, og valget er faldet på netop denne model, da det er den, som ifølge en markedsanalyse lever bedst op til både Forsvarskommandoens og NATOs krav, skriver Forsvaret i en pressemeddelelse.
Det nye luftværn er centralt for brigaden og er en del af en betændt sag. Det har længe været aftalen med NATO, at den danske brigade skulle stå kampklar i 2024 – og det er kun blevet mere aktuelt efter Ruslands invasion af Ukraine.
Men brigaden bliver forsinket, og det skyldes blandt andet flere års besparelser, som har efterladt Hæren med nedslidt udstyr. Blandt andet fordi man for flere år siden afskaffede luftværnet og ikke har fået købt et nyt ind, skrev Berlingske i december.
Forsvaret får som ønsket
Valget om at indkøbe netop disse maskinkanoner betyder, at brigaden får, hvad de havde ønsket sig. Det var der ellers intern frygt for, at de ikke ville få.
I november 2022 blev der lækket en notat, som skabte furore flere steder i Forsvaret.
Her så det ud til, at Forsvaret ville indkøbe såkaldt »low velocity«-kanoner, som i ordets betydning er langsomtskydende.
Det medførte kritik fra blandt andet officerernes fagforening HOD, som »ikke ville være tryg ved at sende enheder i krig, hvis ikke man har den fulde beskyttelse mod lufttruslen,« lød det fra formand Niels Tønning i Berlingske.
Skyranger-tårnet er dog udstyret med en 30 mm maskinkanon, som er en såkaldt »high velocity«-kanon, der dermed kan skyde med høj fart. Det er også den, som Hæren og 1. brigade ifølge viceforsvarschef Kenneth Pedersen havde forelsket sig i.
Overfor Berlingske holdt Kenneth Pedersen i forbindelse med lækket fast i, at notatet blot var en indledende del af indkøbet.
»Det er fuldstændig rigtigt, at der står 'low velocity' maskinkanon i det indledende notat. Men vi kan gå alle veje, når tiden kommer, og vi skal ud og vælge effektorerne (våbnene, red.). Der er vi bare ikke endnu,« sagde han.
Selvom Forsvaret nu har valgt maskinkanoner til det nye luftværn, understreger de, at de stadig mangler at fastlægge præcis, hvordan tårnene kommer til at udforme sig. Derudover mangler de stadig at finde ud af, hvilke luftværnsmissiler, der skal bruges.



