Den nye og mere smitsomme coronavirusstamme, der går under navnet B.1.1.7 og først er opdaget i England, vokser uge for uge i Danmark.
Virusvarianten udgør nu 2,9 procent af de seneste sekventerede, positive prøver, viser data for den seneste opgjorte uge.
Til sammenligning var andelen ugen før kun på 1,9 procent, og tallene fra de foregående uger er endnu lavere.
Det fremgår af et nyt notat fra Statens Serum Institut (SSI), der blev offentliggjort lørdag.
»Cluster B.1.1.7 gemmer sig under de daglige smittetal, og vi forventer, at den vil blive dominerende i midten af februar. Det betyder, at vi vil få en epidemi med en mere smitsom virus,« lød det lørdag fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ifølge Ritzau.
Seruminstituttet har vurderet, at virusvarianten er mellem 50 til 74 procent mere smitsom end de gamle coronavirusvarianter. Derfor er forventningen, at den nye variant på sigt vil dominere og blive den mest udbredte type af coronavirus. Intet tyder på, at varianten har en øget farlighed for den enkelte smittede, men med øget smitsomhed forventes flere smittede og dermed muligvis flere indlagte og døde.
Forventningen er, at de vacciner, der er ved at blive udrullet i Danmark, også vil virke mod den nye variant. Der er ifølge SSI undersøgelser i gang, der skal afklare, om varianten alligevel skulle have nedsat følsomhed over for vaccinerne.
Berlingske har tidligere beskrevet, hvordan seruminstituttet regner med, at det daglige antal smittetal i fremtiden – afhængig af danskernes kontakt med hinanden – vil vokse på grund af den nye variant.
Men det nye SSI-notat viser, i hvilket tempo den nye virusvariant reelt er begyndt at fylde mere i billedet. Det fremgår af grafen nedenfor.
I alt har 134 personer i Danmark fået konstateret den nye variant. Men da man kun har undersøgt cirka hver ottende prøve, er SSIs vurdering, at det reelle antal danskere med den mere smitsomme type af coronavirus er cirka otte gange højere.
Når B. 1.1.7-varianten fylder 2,9 procent, indebærer det, at seruminstituttet har fundet varianten i 36 prøver ud af 1.261 undersøgte, positive prøver fra uge 53. Ugen før blev der fundet 46 tilfælde – dog ud af et større antal prøver. Særligt de nyeste tal kan blive opjusteret i takt med, at flere resultater foreligger i form af flere sekventerede prøver, fremgår det af SSI-notatet.
Selvom notatet er nyt, går de nyeste data kun frem til 2. januar. Det skyldes, at det tager tid for at sekventere prøverne for at se, om de indeholder den mere smitsomme variant. SSI er på vej med en coronatest, der kan afhjælpe forsinkelsen. Desuden vil man sekventere et større antal prøver end hidtil.