I den kommende uge skal en række studerende på de sundhedsfaglige uddannelser på Københavns Universitet (KU) til eksamensbordene i universitetets lokaler på Peter Bangs Vej på Frederiksberg.
Det har gennem flere måneder mødt kritik fra en gruppe studerende, der føler sig utrygge ved at gå til eksamen.
»Vi er nervøse for selv at blive smittet og føler, at vi udsætter os selv for en smittefare, når vi samles mange i et lokale. Mange af os har studiejob i sundhedssektoren, hvor vi plejer og passer de mest udsatte, så vi er bekymrede for at blive smittet og bringe det videre ud i samfundet,« siger Celine Lund-Nielsen, der læser medicin på fjerde semester på KU.
Hun taler på vegne af en større gruppe af studerende på det sundhedsfaglige fakultet, der er gået sammen om at råbe Københavns Universitets ledelse op.
»Det virker absurd, at vi er blevet sendt hjem fra undervisning i mange måneder, men stadig skal gå til eksamen fysisk. Det kan godt være, at universitetet lever op til afstandskravene, men vi sidder stadig mange i samme rum. Det burde ikke komme som nogen overraskelse, at det kan være nødvendigt at omlægge eksaminerne, så vi har svært ved at se, hvorfor man ikke har gjort det,« siger Celine Lund-Nielsen.
Ifølge Jørgen Kurtzhals, der er studieleder ved Københavns Universitet, vil eksaminerne foregå i forskellige lokaler, der kun vil være halvt fyldt, og hvor der maksimalt vil være 32 samlet. Han fortæller, at universitetet vil leve op til afstandskravet på to meter mellem bordene, og at man har taget højde for udluftning og mulighederne for at holde afstand, når de studerende går ind og ud af lokalerne.
Jørgen Kurtzhals mener ikke, at det er muligt at afholde eksaminerne digitalt. Ifølge ham vil det betyde, at de studerende bliver uddannet dårligere og ikke lærer det, de skal:
»I foråret skete der tekniske sammenbrud, og vi kan ikke leve op til, at man skal være anonym med en hjemmeeksamen, hvis vi skal sikre os mod snyd. Muligheden i foråret brugte vi kun, fordi vores rammer var helt anderledes. Hvis vi skal omlægge til en onlineeksamen, må vi se i øjnene, at vi ikke kan sige til Styrelsen for Patientsikkerhed, at de læger, vi slipper ud, har de tilstrækkelige kompetencer,« mener han.
Ifølge Jørgen Kurtzhals er det »100 procent sikkert at afholde eksaminerne fysisk«:
»De udsætter sig for en mindre risiko ved at gå til eksamen end ved at gå ned i Netto og købe en liter mælk. De studerende får tegnet et billede af, at vi spiller hasard med sikkerheden. Det gør vi ikke,« mener Jørgen Kurtzhals.
Efterlyser samfundssind
Celine Lund-Nielsen mener, at ledelsen ved Københavns Universitet »burde vise noget samfundssind« og lytte mere til de studerende. Hun henviser til, at forsamlingsloftet er sænket til fem personer, og at der er fundet en ny britisk virusvariant.
»Jeg kommer til at tage mine forholdsregler og sidde med mundbind på under hele eksamen. Men det er der nok andre, der ikke kommer til. Vi er klar over, at vi ikke alle bliver smittet, men ledelsen må også kunne imødekomme, at vi er nervøse i de her tider. Tænk på dem, der er i risikogruppen, eller som bor sammen med nogle, der er det,« siger hun.
Kan du forstå, at Københavns Universitet er bekymret for, at I bliver uddannet dårligere?
»Jeg forstår godt, at de er bange for, at vi ikke lærer pensum godt nok, og vi ønsker ikke at gå på kompromis med fagligheden, men så bare gerne, at man omlagde eksaminerne. Fordi restriktionerne kom i sidste uge, kort tid inden vi skal til eksamen, så drejer det sig om få dage i forvejen, og man må forvente, at vi har læst op som normalt.«
Københavns Universitet har gjort det muligt for de studerende at få dispensation, hvis ikke de ønsker at møde op til den fysiske eksamen, så de kan tage den på et senere tidspunkt. Cecilie Lund-Nielsen mener stadig, at man hellere burde omlægge eksaminerne til digitale: »Lige nu bliver det KU, der er meget standhaftige i, at det er okay, i stedet for at imødekomme de studerende,« mener hun.
Ud over gruppen af studerende, som Cecilie Lund-Nielsen taler på vegne af, er der også en anden gruppe af studerende, der helst vil til eksamen fysisk, fordi de ligesom ledelsen er bekymret for, at det får konsekvenser for fagligheden.