Sag om seksuelle krænkelser af 13-årig »taler klart for en tilbundsgående analyse af reglerne om seksuelle overgreb mod børn«

Et politisk flertal vil ændre loven, så børn, der udsættes for seksuelle overgreb, beskyttes bedre. Strafferetsekspert siger, at nuværende lovgivning ikke forhindrede en strengere straf i sagen fra Dianalund, hvor en idrætslærer gennem fem måneder forgreb sig på sin elev, men at sagen taler klart for en tilbundsgående analyse af reglerne om seksuelle overgreb mod børn mellem 12 og 15 år.

En skole i Dianalund dannede tilbage i 2018 ramme om en idrætslærers overgreb på en dengang 13-årig pige. Overgrebene fandt sted i fem måneder, hvor idrætslæren i samme periode også blufærdighedskrænkede syv andre piger fra skolen. Det fremgår af vidneudsagn, fra da sagen blev ført i Retten i Næstved i slutningen af 2019, at både lærere, elever og forældre forsøgte at slå alarm over idrætslærerens adfærd. Oscar Scott Carl

I december sidste år blev en forhenværende idrætslærer i Retten i Næstved idømt seks års fængsel efter at være blevet kendt skyldig i at have voldtaget sin tidligere elev, en 13-årig pige, men straffen var markant mildere, da Østre Landsret fældede dom 9. juli. Her blev den nu 32-årige Bjørn Christiansen frifundet for voldtægt og i stedet dømt for oralt, vaginalt og analt samleje med en mindreårig og en række andre forhold.

Afgørelsen vakte forargelse, og et flertal bestående af Socialdemokratiet, Venstre, SF, de Radikale og Enhedslisten vil nu undersøge, om lovgivningen skal ændres. De mener ikke, at den på nuværende tidspunkt beskytter børn, der udsættes for seksuelle overgreb, godt nok.