Rusland stormer frem – hævder at have erobret ni byer

Her er alt, du skal vide, for at komme i gang med dagen.

Politifolk hjælper lokale i byen Vovchansk nær Kharkiv med at evakuere, mens russerne rykker nærmere. Vyacheslav Madiyevskyy/Reuters/Ritzau Scanpix

Godmorgen! Weekenden har budt på dårlige nyheder for ukrainerne. Men først dagens andre vigtige overskrifter.

Tophistorier 

  1. Ruslandsekspert er overrasket over stor rokade i Putins inderkreds: »Det ligner en fyreseddel«.

  2. Rod i fest- og madbilag: København får rød anmærkning af egen vagthund igen igen.

  3. Prisbillige droner udfordrer Søværnet – mystiske granatfejl i Rødehavet kan udstille større problem.

  4. Kina er i fuld gang med en såkaldt gråzonekrig, som truer Taiwan til underkastelse. Se her, hvordan det fungerer i praksis.

  5. Masser af udløsninger er et effektivt våben mod prostatakræft, hævder studier. Men hvad siger eksperten?

Dagens vigtige: Stor evakuering i gang, mens Rusland stormer frem  

I ugevis har russerne bombet Kharkiv og de omkringliggende byer. Her resultatet af endnu et nedslag. Vyacheslav Madiyevskyy/Reuters/Ritzau Scanpix

Hen over weekenden er situationen drypvist begyndt at se mere sort ud for Ukraine i landets kamp mod den russiske invasion.

Ifølge Ukraines egen forsvarschef, Oleksandr Syrskyj, er situationen »betydeligt forværret« i den nordøstlige Kharkiv-region, skriver CNN.

Ukraine har evakueret knap 4.000 civile fra området, mens det er lykkedes de fremrykkende russiske styrker – ifølge Ruslands regering – at erobre ni landsbyer.

Den hurtige russiske fremrykning sker, på trods af at Ukraine har haft flere måneder til at forstærke sine forsvarsanlæg i området. Længe har der været efterretninger om, at Rusland samlede store troppestyrker – op til 30.000 soldater – i området, og Ukraine har haft stort fokus på at etablere forsvarskæder mod den ventede russiske sommeroffensiv.

Nu undrer kritiske røster sig over, at russerne så let og hurtigt kan vinde terræn. En ukrainsk officer siger til BBC, at han for få dage siden observerede, hvordan russiske soldater helt uden at møde modstand kunne indtage en landsby i Kharkiv-området.

»Der var slet ingen første forsvarskæde. Vi så det. Russerne gik bare ind. De gik bare ind, helt uden nogen minefelter,« siger officeren Denys.

De intensiverede russiske angreb skal formentlig ses i lyset af, at den amerikanske kongres for nylig – efter adskillige måneders svære forhandlinger – vedtog en gigantisk hjælpepakke til Ukraine. Pakken betyder, at store mængder af våben og ammunition er på vej til det hårdt prøvede ukrainske forsvar.

Derfor vil russerne formentlig forsøge at få det optimale ud af situationen, før de amerikanske bidrag lander ved fronten, siger Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet, til DR.

»Og så er vi også ved at være så langt henne på foråret, hvor jorden er så hård, at man kan køre uden for banede veje. Så russerne skal prøve at presse på nu,« siger han.

Andre eksperter spekulerer ifølge magasinet Forbes i, at den pludselige russiske interesse i den nordlige del af fronten kan være en skinmanøvre for at lokke Ukraine til at flytte hærenheder væk fra den sydligere front, hvor russerne så senere på sommeren har tænkt sig at sætte massivt ind.

»Ved at tilskynde ukrainere til at flytte enheder til disse områder afleder russerne ukrainere fra at fokusere på de russisk strategiske mål i Donbas-regionen,« vurderer analysegruppen Frontelligence Insight ifølge Forbes.

Dagens Pilestræde

Mandag 6. maj valgte en gruppe af studerende under navnet Studerende Mod Besættelsen at etablere en teltlejr midt i en af Københavns Universitets gårdhaver.

Budskabet fra de studerende er klart: De vil ikke flytte sig, før universitetet har givet afkald på investeringer i virksomheder, som opererer i områder med israelske bosættelser. Og så kræver de, at universitetet italesætter Israels operation i Gaza som et »folkedrab«.

Men universitet afviser blankt de studerendes krav. Så hvem blinker først?

Dagens gæst er Olivia Zart, repræsentant for Studerende Mod Besættelsen. Lyt med her.

Fik du læst?

Lige nu

Den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken er i nat kommet med en opsigtsvækkende kommentar om Israels krig i Gaza.

Han mener helt, at Israel skal forlade Gaza, siger han i et interview med CBS News.

Her siger han, at Israel bør præsentere to planer: En plan for at beskytte de civile, og en plan for, hvad der skal ske, når krigen er slut, siger han.

»Ellers, hvis de forlader Gaza, hvilket vi mener, de burde, vil der blive skabt et tomrum, som sandsynligvis vil blive fyldt af kaos og anarki, og i sidste ende igen af ​​Hamas,« siger han.

God dag!