Partier revser regeringen for mørklægning af centrale oplysninger om vacciner: »Det er dybt problematisk«

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblik over dagens vigtigste historier – om den vedholdende coronakrise og de øvrige store begivenheder og samtaleemner i ind- og udland.

»Vi har fået meget lidt at vide om vaccineforløbet. Vi har fået nogle tal på, hvor mange penge der er blevet givet gennem EU til udvikling af nye vacciner. Men det er snart sagt også det,« siger SFs Kirsten Normann Andersen til Jyllands-Posten lørdag. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Godmorgen og glædelig weekend, som for mange også er indgangen til vinterferien! Og selvfølgelig velkommen til denne lørdags nyhedsoverblik.

Lad os først og fremmest lynhurtigt vende fredag aften, hvor det blandt andet kom frem, at det ikke er et spørgsmål om år, men måske nærmere om måneder eller uger, før Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl, må gå af og overlade formandsposten til næstformand Morten Messerschmidt. Det er i hvert fald opfattelsen internt i Dansk Folkeparti ifølge to tidligere pressechefer for Venstre Søs Marie Serup og Mikkel Faurholdt. De to har skrevet en ny bog om DF, der udkommer i næste uge. Læs mere om det her.

Om lidt skal vi videre til dagens store historier, men først får du lige en status på coronasituationen, som den ser ud i Danmark lige nu.

… Og så til historierne.

Øksemand på fri fod

»Da de første betjente rullede ind på villavejen ved bladtegner Kurt Westergaards hus i Aarhus 1. januar 2010, angreb Mohamed Geele patruljebilen med en økse.«

Tegneren Kurt Westergaard er kendt for sine Muhammed-tegninger. Berlingske bringer en artikel med Westergaard lørdag, fordi manden, der brød ind i tegnerens hjem med en økse for omkring ti år siden, er på fri fod. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Sådan begynder fortællingen i dagens Berlingske om Mohamed Geele, der i 2011 blev idømt ti års fængsel og udvisning for angrebet på tegneren Kurt Westergaard.

I dag har 39-årige Mohamed Geele, som er somalisk statsborger, afsonet fængselsstraffen og er løsladt.

Men han befinder sig stadig i Danmark, erfarer Berlingske.

Tegneren Kurt Westergaard fortæller til Berlingske, at han også ved fra politiet, som fortsat beskytter ham, at Mohamed Geele ikke længere sidder i fængsel og stadig er i Danmark.

»Jeg kan ikke gøre ret meget ved det, men jeg vil gerne have, at han bliver sendt til Somalia. Og hvis han i dag er kommet frem til en anden opfattelse af verden omkring ham, ja så synes jeg, at det vil være fint,« siger Westergaard.

Læs hele artiklen her, hvor du også får svaret på, hvorfor Geele stadig opholder sig i Danmark – og desuden også kan læse om det møde, som Kurt Westergaard har forsøgt at arrangere med netop Mohamed Geele.

DI med ny genåbningsplan

Vi fortsætter videre til dagens forside på Politiken.

Avisen kan i dag fortælle om en genåbningsplan, som Dansk Industri, der har drøftet planen med virologer og specialister i Danmark og udlandet, nu lancerer.

Et af hovedbudskaberne i DIs plan er, at en genåbning af Danmark senest skal ske, når alle over 50 år har fået muligheden for at få stikkene med coronavaccinen.

Genåbningen skal gælde hele samfundet, som er ramt af nedlukning eller restriktioner, mener DI.

»Erfaringen er, at de alvorlige sundhedsmæssige effekter, som kræver intensiv behandling på hospitaler, er meget sjældne i behandlingsgrupperne under 50 år. Det betyder ikke, at man ikke bliver syg, og det kan også være alvorligt, men meget få procent under de 50 år kræver omfattende intensiv behandling«, forklarer Lars Sandahl Sørensen, organisationens administrerende direktør, til Politiken.

Dansk Industris direktør, Lars Sandahl Sørensen, mener, at samfundet bør genåbnes, når alle danskere over 50 år er blevet tilbudt vaccinationen mod coronavirussen. Det skriver Politiken lørdag. Philip Davali/Ritzau Scanpix

I øvrigt opfordrede en samlet blå blok fredag til, at regeringen begynder at genåbne dele af samfundet. Det gjorde de i brev stilet til statsministeren. Det kan du læse her.

Opråbet blev tilsyneladende hørt. I hvert fald skrev en forhåbningsfuld Mette Frederiksen senere til Ritzau:

»Vi overvejer blandt andet regionale og lokale genåbninger og øget anvendelse af test. Alt det drøftes også med Folketingets partier, og jeg er forhåbningsfuld i forhold til, at vi inden for de næste uger kan tage det næste forsigtige skridt.«

Partier kritiserer mørklægning

Vi flyver videre til Jyllands-Posten.

En række partier kritiserer i dag regeringen for ikke at give Folketinget indsigt i Danmarks aftaler med vaccineproducenterne.

Jyllands-Posten skriver, at det drejer sig om de rammeaftaler, der er indgået i EU-regi, samt de danske bilaterale aftaler med medicinalselskaberne. Men også andre dokumenter om dele af vaccineforløbet – eksempelvis AstraZenecas forsinkede doser – bliver tilbageholdt af regeringen.

Sundhedsordfører for SF Kirsten Normann Andersen mener ifølge Jyllands-Posten, at det er »et demokratisk problem«.

»Vi har fået meget lidt at vide om vaccineforløbet. Vi har fået nogle tal på, hvor mange penge der er blevet givet gennem EU til udvikling af nye vacciner. Men det er snart sagt også det,« siger hun til avisen.

Enhedslistens Peder Hvelplund bakker op og kalder det »dybt problematisk«.

I artiklen påpeger sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at aftalerne er fortrolige. Men ifølge offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen burde det være offentligt.

Læs hele JPs artikel her.

Dagens kommentar

Dagens kommentar får du fra Berlingskes kulturkommentator Anne Sophia Hermansen, der mener, at unge fortjener et kulturklippekort på statens regning.

»Først tog coronaen friheden fra en hel generation af unge. Nu må samfundet hjælpe dem med at genvinde tabet. En oplagt måde er at give dem fri adgang til oplevelser, der skaber åndelig robusthed og livsvarig lykke. De fortjener et kulturklippekort på statens regning,« skriver Anne Sophia Hermansen.

Det sker i dag

Denne lørdag protesterer Men In Black mod regeringens coronanedlukning. Ifølge gruppen er arrangementet en demonstration mod regeringens negligering af udsatte grupper i Danmark under coronanedlukningen, men også en happening, hvor hjemløse kan møde op og få udleveret tøj, tæpper, mad samt få en gratis klipning. Ved tidligere lignende demonstrationer har der været tilfælde af uroligheder og fyrværkeriaffyring, mens de seneste i rækken er forløbet mere roligt.

Lørdag mødes Rigsretten og diskuterer habilitet i Støjberg-sagen. Af den udsendte dagsorden til medlemmerne, som Politiken har set, fremgår det, at man blandt andet skal drøfte problemstillinger vedrørende habilitet og udtalelser til pressen. Det præcise tidspunkt for mødet kendes endnu ikke.

Og så har Københavns Kommune kaldt ekstra mandskab på arbejde denne lørdag for at undersøge tykkelsen på isen over en række søer. Her kan du læse mere om, hvilke søer i København du kan – og ikke kan – færdes på.

Det var alt for denne gang. God weekend!

Flere personer er den seneste tid blevet sigtet for at færdes på københavnske søer, selv om det ikke er tilladt. I løbet af fredag har Københavns Kommune sat skilte op om, at isen mange steder er usikker. Mathias Svold