To tidligere V-rådgivere i ny bog: Thulesen er snart færdig som formand

Dansk Folkeparti blev med flirt lokket i en fælde af Socialdemokratiet, som har brugt syv år og mindst 100 fokusgrupper på at analysere og senere overtage DFs vælgere. Det fremgår af en ny bog om Dansk Folkeparti »Skaberen, Taberen, Frelseren?«

Partiformand Kristian Thulesen Dahl ved valgfesten hos DF 5. juni 2019, hvor der ikke var meget at glæde sig over. Nederlaget var monumentalt. Liselotte Sabroe

Det er ikke et spørgsmål om år. Men om måneder – måske uger – før Dansk Folkepartis leder Kristian Thulesen Dahl må gå af og overlade formandsposten til næstformand Morten Messerschmidt.

Sådan er opfattelsen internt i Dansk Folkeparti, fastslår de to tidligere pressechefer for Venstre Søs Marie Serup og Mikkel Faurholdt i en ny bog »Skaberen, Taberen, Frelseren? Historien om Dansk Folkeparti«, som udkommer i næste uge.